Virus-alarm: Frosne hindbær trukket tilbage
Der er blevet fundet roskildesyge-virus i en pose frosne hindbær, som sælges i flere dagligvarekæder.
Der er fundet norovirus i en pose frosne hindbær fra Serbien, og derfor trækker Coop bærrene tilbage. Arkivfoto.
Der er fundet norovirus i en pose frosne hindbær fra Serbien, og derfor trækker Coop bærrene tilbage. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


Coop trækker frosne hindbær tilbage fra Kvickly, SuperBrugsen, DagliBrugsen, Irma og Fakta, da der er blevet fundet norovirus i en pose bær af mærket Coop Hindbær, skriver Coop i en pressemeddelelse søndag eftermiddag.

Det drejer sig om poser med 300 gram fra Serbien og producenten Master Frigo. Selvom virussen blev fundet i en pose Coop Hindbær, så trækkes Hindbær solgt i Fakta og Irma Hindbær pakket samme dato og sted også tilbage.

Den dårlige pose er pakket 29. juli og er mindst holdbar til 19. januar 2016.

Hvis man har hindbær liggende i fryseren fra den dato og et af de mærker, bør man ifølge Coop smide dem ud eller levere dem tilbage til butikken, hvor de er købt.

Fødevarestyrelsen skriver i en meddelelse, at hvis man ikke varmebehandler bærrene før man spiser dem, så virussen bliver dræbt, så kan man blive syg med norovirus eller det, man populært kalder roskildesyge.

Symptomerne på roskildesyge er opkast, kvalme, mavesmerter og diarre. Typisk kommer sygdomstegnene et eller to døgn efter, man er blevet smittet.

En omgang roskildesyge kan vare op til tre døgn.

Virussen blev ifølge Fødevarestyrelsen fundet i forbindelse med, at et sygdomsudbrud skulle undersøges, og flere poser bær herunder hindbær blev undersøgt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.