Hvem sikrer bedst kvaliteten af pleje af børn og ældre, behandling på sygehuse og undervisning i folkeskolen? I følge vælgerne er det en socialdemokratisk ledet regering, skriver Nordjyske Stiftstidende.
Det fremgår af en vælgerundersøgelse, som Ugebrevet Mandag Morgen har lavet i samarbejde med analyseinstituttet Zapera.
Kun når det kommer til, hvem der bedst sikrer "velfærdsstatens fremtid", vurderer vælgerne, at en borgerligt ledet regering er bedst.
Dermed er regeringens store velfærdsprojekt, kvalitetsreformen, foreløbigt ikke slået igennem hos vælgerne. Alligevel ryster undersøgelsens resultater ikke beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V). Han siger til Nordjyske.dk:
- For mig at se viser undersøgelsen, at vælgerne opfatter Helle Thorning-Schmidt som en enkeltsagspolitiker, der kan overbyde regeringen på den enkelte velfærdsområder. Men når det kommer til en samlet vurdering af den overordnede ansvarlighed - velfærdsstatens fremtid - foretrækker de alligevel Anders Fogh Rasmussen. Det er stærkt opmuntrende for regeringen, siger Claus Hjort Frederiksen.
S er bedst til ældreomsorg
Ifølge undersøgelsen er forskellen på vælgernes dom størst på ældre- og børneinstitutionsområdet. På ældreområdet er der for eksempel kun 17 procent af vælgerne, der mener, at en borgerligt ledet regering vil være bedst til at løse problemerne, mens 42 procent peger på en socialdemokratisk ledet regering.
Henrik Sass Larsen mener, at undersøgelsens resultater skyldes socialdemokraternes offensiv på velfærdsområdet.
- Derfor giver jeg heller ikke meget for den jammer, som man tit hører om, at Socialdemokraterne ikke har noget velfærdsprojekt, siger han til Nordjyske.