Vacciner er på vej til børn i Syrien
I en storstilet kampagne vil Unicef vaccinere børn i Syrien og Vestafrika mod smitsomme børnesygdomme.
2,6 millioner syriske børn skal vaccineres mod mæslinger på bare 10 dage.
2,6 millioner syriske børn skal vaccineres mod mæslinger på bare 10 dage. Foto: Anonym/free


Der er vacciner på vej til børn i det krigsramte Syrien og børn i de ebola-plagede afrikanske lande Guinea, Liberia og Sierra Leone.

Det er FN's børneorganisation Unicef, der tager kampen op mod smitsomme børnesygdomme som mæslinger og polio. Anledningen er, at en verdensomspændende vaccinationsuge begynder fredag.

2,6 millioner syriske børn skal vaccineres mod mæslinger på bare 10 dage. Ikke alle syriske børn kan forvente at blive vaccineret, for på grund af den aktuelle konflikt i landet skønner Unicef, at 230.000 børn ikke kan nås.

- I situationer med konflikter og omvæltninger kan mæslinger være dødbringende, især for børn, og derfor må vi gøre så meget som muligt for at få børnene vaccineret, hvor end i landet de er, siger Hanaa Singer, Unicefs repræsentant i Syrien.

Samtidigt vil tre millioner børn i Guinea, Liberia og Sierra Leone blive vaccineret mod børnesygdomme som mæslinger og polio. Det er de lande, der er hårdest ramt af ebola.

Mens kampen for at udrydde ebola fortsætter, er det vigtigt at genoprette det grundlæggende sundhedsarbejde i Vestafrika, fortæller Manuel Fontaine, Unicefs regionale leder i Vest- og Centralafrika.

- Det vil redde liv at genoptage de vaccinationsprogrammer, som blev afbrudt af epidemien, og det vil forebygge, at de forbedringer af sundheden, som blev opnået i disse lande inden udbruddet, bliver slået tilbage, siger han.

Mæslinger er ifølge Unicef den suverænt mest smitsomme børnesygdom, og dødeligheden er meget høj, hvis den rammer børn, der i forvejen er svækkede.

Verdenssundhedsorganisationen WHO har et erklæret mål om at udrydde mæslinger i 2015. Ifølge Statens Serum Institut skal mindst 95 procent af alle danske børn være vaccineret, hvis risikoen for en mæslingeepidemi i Danmark skal elimineres.

Men blot 87 procent af de danske børn er immune over for børnesygdommene mæslinger, fåresyge og røde hunde.

Vaccination af børn har været til debat, da det er kommet frem, at tusindvis af danske forældre bevidst fravælger at lade deres børn vaccinere, da de frygter bivirkninger.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er MFR-vaccinen mod mæslinger, fåresyge og røde hunde dog sikker. En gennemgang af indberettede bivirkninger, som styrelsen har lavet, viser, at alvorlige komplikationer er sjældne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.