Venstres næstformand Kristian Jensen afviser i dag i en artikel på Avisen.dk, at partiet vil ændre ved fagforeningsfradraget, hvis blå blok hiver sejren hjem på torsdag.
- Vi har ikke nogen planer om at ændre på fradragsretten for faglige kontingenter, siger han direkte adspurgt.
En udmelding, der har vakt nogen opsigt, da det går imod, hvad Venstre tidligere har meldt ud.
Men nu præciserer næstformanden. Han siger til Jyllands-Posten, at der er nogle betingelser til fagforeningerne, hvis Venstre skal lade fradragsretten bestå.
Fagforeningerne skal nemlig være klar til at skære i deres omkostninger, så de kan sænke kontingentet for at være medlem af en fagforening.
-Det, vi siger, er, at det nuværende fagforeningskontingent sagtens kan bestå, hvis fagforeningerne fremover gør en stærkere indsats for at nedbringe deres administrationsomkostninger. Og det bliver også et emne i de kommende trepartsforhandlinger. Hvis fagforeningerne yder deres bidrag til at få omkostningerne ned, så kan fradraget, som vi kender det i dag, sagtens bestå, siger han til Jyllands-Posten.
VK-regeringen satte fradraget for fagforeningskontingenter ned fra 6.000 kroner til 3.000, men rød blok hævede det igen i forbindelse med finansloven 2014.
Venstre har tidligere brugt halveringen af fradraget for fagforeningskontingent som en vej til at finansiere boligjob-ordningen, som partiet ønsker genindført.
På et spørgsmål fra Jyllands-Posten om, hvordan Venstre nu vil finansiere ordningen, siger Kristian Jensen:
-Jeg tror på,at vi kan finde en model i trepartsforhandlingerne, som giver lavere omkostninger og dermed lavere fagforeningskontingent. Og det vil igen lette udgifterne til fradraget. Så jeg tror, vi lander det samme sted. Og vi vil give fagforeningerne en mulighed for i en trepartsforhandling at lave en aftale.