USA skaber færre nye job
Antallet af nye arbejdspladser dykker, viser nye tal fra USA. Dykket er formentlig midlertidigt, mener økonom.
I sidste måned blev der skabt 126.000 nye arbejdspladser i USA. Det er den svageste stigning i to år.
I sidste måned blev der skabt 126.000 nye arbejdspladser i USA. Det er den svageste stigning i to år. Foto: JACOB EHRBAHN/POLFOTO


Der blev skabt 126.000 nye arbejdspladser i USA i marts, viser nye tal fra det amerikanske beskæftigelsesministerium.

Det er den svageste stigning siden december 2013 og ses ifølge nyhedsbureauet Reuters som et tegn på, at økonomien er en smule presset af den styrkede dollar og faldende oliepriser.

I det seneste år har USA hver måned oplevet en stigning på mere end 200.000 i antallet af beskæftigede, så fredagens tal betragtes som skuffende.

Arbejdsløsheden ligger uændret på 5,5 procent. Det er det laveste niveau siden marts 2010, hvor finanskrisen betød, at tallet var helt oppe på 9,9 procent.

Ifølge funktionsleder Kim Fæster fra Jyske Bank "ser tallene lidt kedelige ud" og lever ikke op til forventningerne.

- Jobvæksten er stort set halvdelen af, hvad vi har haft de seneste 12 måneder. Det er ikke imponerende.

- Vi økonomer skal nu spekulere lidt over, om dette er midlertidigt eller en mere vedvarende tendens. Det har været nævnt, at vejret og strejker i havnene på vestkysten i USA kan spille midlertidigt ind, siger Kim Fæster.

Såfremt nedgangen er mere vedvarende, kan det skyldes, at dollaren er blevet styrket over for andre valutaer, og at olieinvesteringerne er faldet kraftigt, fordi producenterne af skiferolie har set værdien af deres produkt blive halveret, vurderer Kim Fæster.

Langfredagens tal fra USA indeholder dog også gode nyheder, nemlig at timelønnen i gennemsnit er steget med syv cent, hvilket svarer til 49 øre. Siden sidste år er timelønnen steget 2,1 procent.

De to store amerikanske kæder Wal-Mart og McDonald's har varslet lønstigninger for deres timelønnede medarbejdere.

Timelønnen er en af de indikatorer, som økonomer holder øje med i forventning om en kommende rentestigning fra centralbanken.

Kim Fæster fra Jyske Bank tror på, at nedgangen i væksten er midlertidig, og at april vil vise en større stigning i beskæftigelsen i USA.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.