Der er massefyringer på vej i Odense Kommune, og det kan bl.a. ramme de ældre borgere i kommunen.
Det skriver Fyens.dk.
Op mod 300 stillinger skal nedlægges i Odense Kommune, og tirsdag fik de fyringstruede medarbejdere at vide, at de kan miste deres arbejde.
Det er afdelingerne Job, træning og udvikling, Flådestyring og værksted samt Pensionistservice, der, ifølge DR Fyn, er i overhængende fare for at blive lukket.
Og en lukning af Pensionistservice kan få store konsekvenser for op mod 1.000 pensionister i den fynske storkommune. De risikerer nemlig at miste deres billige, kommunale tilbud om at få skovlet sne, ordnet haven eller gjort hovedrent.
René Juncker, direktør i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, bekræfter, at en større omlægning i forvaltningen vil betyde, at medarbejdere må se sig om efter et andet arbejde.
- Der vil være nogen, som kommer til at lave noget andet, end det de laver i dag, siger Rene Juncker til DR Fyn.
Først den 24. januar vil Beskæftigelses- og Socialforvaltningen fremlægge deres planer for politikerne i Odense Byråd, som derefter skal tage stilling til, om fyringerne skal effektueres.
Rådmand Steen Møller (K), der er i spidsen af Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, bekræfter forvaltningens planer.
- Jeg kan ikke bekræfte enkeltelementer, men jeg kan bekræfte, at der er en politisk sag på vej med en større omlægning af beskæftigelsesindsatserne, siger Steen Møller til DR Fyn.