Tottenham accepterer karantæne for albueslag
Moussa Sissoko kan se frem til tre spilledages karantæne for et albueslag mod en Bournemouth-spiller.
Moussa Sissoko plantede en albue i ansigtet på en modstander i lørdagens kamp mod Bournemouth.
Moussa Sissoko plantede en albue i ansigtet på en modstander i lørdagens kamp mod Bournemouth. Foto: Dylan Martinez/Reuters


Tottenham har indstillet sig på at måtte undvære den franske midtbanespiller Moussa Sissoko i de næste tre kampe.

Mandag meddelte Det Engelske Fodboldforbund (FA), at det har åbnet sag mod franskmanden som følge af en forseelse i Tottenhams kamp mod Bournemouth lørdag.

Tv-billeder viste, at Moussa Sissoko plantede en albue i hovedet på modstanderen Harry Arter, men da kampens dommer ikke så episoden, har FA nu valgt at tage den op.

Moussa Sissoko står til tre spilledages karantæne, men Tottenham har indtil tirsdag aften til at forsvare sig i sagen.

Tottenhams manager, Mauricio Pochettino, meddeler dog ifølge nyhedsbureauet AFP, at klubben har i sinde at acceptere karantænen.

I så fald misser Sissoko tirsdagens Liga Cup-kamp mod Liverpool samt ligakampene mod Leicester og Arsenal.

Opgøret mellem Bournemouth og Tottenham sluttede i øvrigt 0-0.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.