Når folk rejser den lange vej fra Nepal for at arbejde her, så sker det til en startløn på 12.200 kroner om måneden i gennemsnit. For 21 timers arbejde om ugen.
Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), som bygger analysen på myndighedernes løntal. Af analysen fremgår det også, at nogle nepalesere arbejder for en månedsløn helt ned i omegnen af 10.000 kroner. Det skriver Ugebrevet A4.
Senioranalytiker hos AE Emilie Lichtenberg er overrasket over, at folk fra Nepal og andre lande vælger at rejse hele vejen til Danmark for at arbejde på deltid til en relativ lav løn.
Det fremgår også af analysen , at hver tredje nytilkomne lønmodtager fra Østeuropa arbejder mindre end 30 timer om ugen. Det vækker undren i AE.
- Vi hører, at arbejdsgiverne siger, at argumentet for at ansætte østeuropæisk arbejdskraft er, at de er arbejdsvillige og fleksible. Det vidner de her timeantal jo ikke om, siger Emilie Lichtenberg til Ugebrevet A4 og tilføjer:
- Derfor lyder det lidt skævt i mine ører.
Hos fagforbundet 3F mener forbundssekretær Henning Overgaard, at de lave timeantal dækker over fusk med indberetningen af antallet af arbejdstimer. Han finder de løntal, som er indberettet til myndighederne "yderst mistænkelige".
- Hvem tror på, at en nepaleser eller bulgarer rejser hele vejen her til Danmark for at arbejde 21 til 25 timer om ugen til en løn i den størrelsesorden? Min mistanke er, at de reelt arbejder mere, end det fremgår af tallene , siger Henning Overgaard til Ugebrevet A4.
Henning Overgaard får opbakning fra Malerforbundets formand Kresten Vendelboe.
- Mit klare indtryk er, at der er forskel på, hvad man indberetter, og hvad der rent faktisk foregår. Der er naturligvis ikke nogle, der kommer herop fra Østeuropa for at arbejde 25 timer om ugen, siger Kresten Vendelboe og tilføjer:
- Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det hele bunder i, at der bliver manipuleret med timetallene.
Hos Dansk Arbejdsgiverforening mener chefkonsulent Jens Troldborg ikke, at der er noget mistænkeligt ved, at en del nytilkomne lønmodtagere fra Østeuropa har en relativ lav arbejdstid. Han henviser til, at mange almindelige danske lønmodtagere også arbejder på deltid.
- Jeg er enig i, at nepalesere nok ikke tager hjem engang i mellem, men det er sandsynligt, at nogle af østeuropæerne kun arbejder tre ud af fire uger i Danmark. Derfor kan de have et lavere timeantal. Det kan også være, at de har et arbejde, hvor der ikke er så mange arbejdstimer, siger Jens Toldborg.