I en ny portrætbog kaster Mette Frederiksen (S) nu lys over, hvordan hun gik ind i en benhård magtkamp med embedsmandssystemet, da hun i 2011 blev beskæftigelsesminister.
S-formanden fortæller, at hun overtog et ministerium, der arbejdede efter en særlig kultur - opbygget gennem ti år med Claus Hjort Frederiksen (V) og Inger Støjberg (V).
Det skriver Berlingske.
Mette Frederiksen, der i bogen beskrives som en benhård chef, mener, at embedsmandssystemet manglede selvkritik og evnen til at udvikle nye løsninger.
- Jeg oplevede, at ledelsen i Beskæftigelsesministeriet var mere enig med Claus Hjort Frederiksen end med mig. Set i bakspejlet handler det nok også om, at vores embedsværk er indrettet sådan, at det vil bevare det bestående. De havde brugt ti år på at bygge et beskæftigelsessystem op, og jeg kom ind og sagde fra første dag: Nu begynder vi at rive det ned. Det får man altså ikke bare lov til som minister. Det er en kamp, siger Mette Frederiksen i bogen "Mette F.", der udkommer tirsdag.
Stod på 'dødsliste'
Fire af ministeriets topembedsmænd forlod deres stillinger i de tre år, Mette Frederiksen var deres øverste chef. En af dem var Bo Smith, der angiveligt var på Henrik Sass Larsens såkaldte 'dødsliste' fra før valget i 2011, står der i bogen. Han ønsker ifølge Berlingske ikke at forholde sig til bogen.
Også da Mette Frederiksen var justitsminister var der udskiftning i embedsapparatet. Departementschef Anne Kristine Axelsson blev forflyttet til Kirkeministeriet. Det førte ifølge bogen til et krisemøde med DJØF.
Henning Thiesen, der er formand for de offentlige chefer i DJØF, mener, det er relevant at diskutere forholdet mellem embedsmænd og politikere.
- Mette Frederiksens oplevelser gør selvfølgelig indtryk. Men generelt oplever jeg, at embedsmænd er særdeles lydhøre over for ministrenes politiske ønsker. Ofte lyder kritikken faktisk, at de nogle gange er lidt for lydhøre, siger han til Berlingske.
Berlingske har forholdt Claus Hjort Frederiksen bogen, men han har været bortrejst på efterårsferie, lyder det.