Se godt på Danmarkskortet herunder. Det viser, hvor mange elever fra 9. og 10. klasserne, der i de enkelte kommuner har søgt direkte på en erhvervsskole, fordi de drømmer om at blive for eksempel elektriker, smed, sosu eller kok.
Zoom ind på Gentofte, Rudersdal eller en af de andre kommuner tæt på København. Man skulle tro, at de unge fra whiskybæltet synes, at erhvervsskoler er for bonderøve. Kun en brøkdel af de unge - cirka hver tyvende - nord for København vælger at tage en erhvervsuddannelse. I stedet går ni ud af ti elever typisk direkte videre på gymnasiet.
Og lidt syd for København stikker Ishøj og Høje Taastrup ud, for her vælger mere end hver femte unge en erhvervsuddannelse.
Langt væk fra storbyerne ser det helt anderledes ud. Her vil de unge gerne tage erhvervsfaglige uddannelser. På Læsø, Samsø, Langeland og i Vejen, Norddjurs og Kalundborg vil de unge gerne tage en erhvervsuddannelse.
Da et flertal i Folketinget tilbage i 2014 vedtog reformen af erhvervsuddannelserne, var målet, at 25 procent af de unge direkte fra folkeskolen skal vælge en en erhvervsuddannelse i 2020, mens 30 procent skal vælge en erhvervsuddannelse i 2025.
I dag opfylder kun en kommune i Region Hovedstaden, nemlig Bornholm, den ambition. Alle andre kommuner ligger betragteligt under.
Til gengæld opfylder seks kommuner i Region Nordjylland allerede målet for søgningen til erhvervsskolerne i år 2000.