Thorning: Danmark er på vej ud af krisen
Positive tal i økonomien viser, at vi er på vej ud af krisen, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).
Helle Thorning-Schmidt mener, at Danmark er på vej ud af krisen.
Helle Thorning-Schmidt mener, at Danmark er på vej ud af krisen. Foto: Colorurbox/John Ehbrecht/free


Det er for tidligt at sige, at Danmark er helt ude af krisen. Men med så mange positive tegn i dansk økonomi tyder alt på, at Danmark er på vej ud af krisen.

Det siger statsminister Helle Thorning-Schmidt.

- Jeg har ikke lyst til at bruge store ord. Men det er klart, at der kommer mange positive tegn ind om dansk økonomi i øjeblikket. Vi har haft vækst i seks kvartaler i træk. Vi har siden foråret 2013 fået mere end 30.000 i beskæftigelse, siger Helle Thorning-Schmidt.

Forleden spåede Nationalbanken 100.000 ny job i 2015-17 og to procent vækst i år i bruttonationalproduktet. Renten er rekordlav, fordi den europæiske Centralbank (ECB) massivt køber værdipapirer, en stærk dollar styrker dansk eksport, og olieprisen er lav.

Statsministeren ser også lyst på dansk økonomi.

- Arbejdsløsheden er lav. Der er også tillid til økonomien fra danskernes side. Så der er mange positive tegn. Selvfølgelig er vi på vej ud af krisen, siger Helle Thorning-Schmidt.

Fredag fremlægger regeringen det danske konvergensprogram til EU-Kommissionen. Det skulle først være fremlagt efter påske, men regeringen har fremrykket præsentationen.

- Det er, fordi det (programmet) er færdigt, siger Helle Thorning-Schmidt.

Alle 28 EU-lande skal hvert år fremlægge et konvergensprogram for EU, som siden 2010 har skærpet indsatsen overfor skyldnerne. Det skyldes, at finanskrisen i 2008-09 skabte stærkt stigende statsgæld i stadig flere EU-lande.

Fra 2012 skulle Danmark spare i det offentlige, fordi statsunderskuddet gik over grænsen på tre procent af bruttonationalproduktet. I 2012 fik EU en finanspagt, som kræver større finansiel stabilitet.

Danmark har fået en budgetlov, som for fire år lægger loft over de offentlige udgifter i stat, regioner og kommuner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.