Theresa May skal til sin første eksamen i EU
EU-lederne skal på topmøde forsøge at afværge, at en frihandelsaftale med Canada torpederes af belgisk region.
- Brexit betyder brexit, og vi vil gøre det til en succes, siger den nye britiske premierminister, Theresa May, der er på vej til sit første EU-topmøde.
- Brexit betyder brexit, og vi vil gøre det til en succes, siger den nye britiske premierminister, Theresa May, der er på vej til sit første EU-topmøde. Foto: Hannah Mckay/Reuters


Når Theresa May torsdag ankommer til EU-topmødet i Bruxelles, vil hun for første gang komme til at stå ansigt til ansigt med de 27 andre EU-ledere, som hun snart skal i kamp med.

Storbritanniens nye premierminister har allerede lovet, at hun senest ved udgangen af marts næste år vil udløse den såkaldte artikel 50.

Det starter en nedtælling på to år til det britiske exit fra EU, samtidig med at de hårde forhandlinger om et helt nyt forhold mellem EU og briterne går i gang.

- Brexit betyder brexit, og vi vil gøre det til en succes, har det flere gange lydt fra Theresa May, der afløste David Cameron efter folkeafstemningen i juni.

Men ikke desto mindre er det stadig fuldstændig uklart, hvordan det hele ender.

Theresa May har allerede mødt flere af EU-lederne, heriblandt statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Marienborg i sidste uge.

Hun har desuden en stribe bilaterale samtaler i løbet af det to dage lange topmøde.

Professor Iain Begg fra det europæiske institut på London School of Economics siger, at May vil bruge sit første topmøde til at lære de andre ledere at kende.

- Theresa May vil være mest interesseret i at forsøge at få individuelle medlemslande til at åbne uformelle forhandlinger, siger Iain Begg.

- Hun vil have en klar interesse i at finde ud af, hvor de forskellige lande har deres røde linjer, siger han.

Samtidig er den britiske regering i dyb intern splid om, hvad målet i det hele taget er for de britiske exit-forhandlinger og det fremtidige forhold til EU.

- Der foregår et kæmpeslagsmål internt i regeringen. Det udvikler sig uge for uge, siger Iain Begg.

Men et andet slagsmål kaster også en stor skygge over EU-topmødet.

Parlamentet i den belgiske region Vallonien har stemt nej til EU's frihandelsaftale med Canada.

Det blokerer for, at den belgiske regering kan sige ja.

Hele frihandelsaftalen risikerer nu at falde på gulvet blot få dage før den planlagte underskrivelse i Bruxelles på et topmøde 27. oktober mellem EU og Canada.

Lederen af den vallonske delstatsregering, socialisten Paul Magnette, vil have genåbnet frihandelsaftalen, der blev forhandlet færdig for to år siden,

Han opfordrer også til at udskyde topmødet med Canada.

EU-landene frygter nu, at en vallonsk torpedo kan lægge hele deres handelspolitik i ruiner.

Derfor vil de under topmødet lægge maksimalt pres på Paul Magnette for at få ham til at give sig.

EU-lederne skal også diskutere forholdet til Rusland og situationen i Syrien.

Og her ventes de kraftigt at fordømme de bombeangreb, som Rusland og styret i Syrien lader regne ned over den civile befolkning i storbyen Aleppo.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.