Af Jesper Grunwald
SE ALLE BLOGINDLÆG
Taxamanden: Jeg fik kvalme af TV 2's jagt på seere til cancer-show

EGENTLIG HAVDE jeg besluttet mig for ikke at skrive et eneste kritisk ord om dette emne. For jeg ønsker kræftforskningen hver eneste af de 163 millioner kroner, der blev samlet ind i det stort anlagte knæk-cancer-show i den forløbne weekend.

Med de dygtigste studieværter, en tæt symbiose mellem Kræftens Bekæmpelse og medieplatformene - og et snævert samarbejde og cross-branding mellem flere underholdningsprogrammer og nyhedsformidlingen, lykkedes det TV 2 at slå en håndfuld rekorder. Først og fremmest er der tale om det største beløb ved en indsamling i Kræftens Bekæmpelses historie. Men også mere end 60 pct. flere penge end det sidste gang lykkedes bl.a. DR at samle ind ved Danmarksindsamlingen til nødstedte i den fattige og krigsramte verden omkring os.

Dette blogindlæg handler om medie-æstetik og om at gå hele vejen. Et par aftener før showet holdt jeg selv foredrag om livet i min taxi for netop en af de meget aktive frivillige grupper i Kræftens Bekæmpelse. Og, ja: Jeg fik løn for mit arbejde – foredraget.

TO AF mine venner har inspireret mig til eftertanken.

Marie, som under overskriften "Mens vi hygger os med cancer" i mediet Heartbeats stiller spørgsmålet: 

- Kære TV2. Kunne man ikke forestille sig, at I kunne skrue bare en anelse ned for charmen?... 

Marie Sloma Qvortrup har sin fars død helt inde på livet. På blot et par måneder forvandlede Torbens indholdsrige og kærlige liv sig til – døden! Som hun skriver, levede han et sundt liv uden smøger, men god ernæring og sund levevis i fri luft og med masser af motion. En kone, fire børn mellem 40 og 13 år, fire børnebørn mistede en hjørnesten i deres liv. Og Torbens venner – jeg var lykkeligvis selv en af dem – savner ham, så det fortsat gør ondt.

- Hmm, sagde min veninde Lis, der udover at være pensionist, kone og total-aktiv i Kræftens Bekæmpelses for en stor håndfuld af de lokale netværksgrupper, selv har leukæmi gennem en årrække.

- Det er svært at sige. Men som udgangspunkt glæder jeg mig først og fremmest over og håber på, at der bliver indsamlet så mange penge til forskning som muligt.

SELV TÆNKTE JEG jeg flere gange på Emilie, en af mine døtres tætteste veninde, som døde kun 15 år gammel af følgerne ved behandlingerne af leukæmi. Hendes mor, Anna Kløvedal, har fortalt om den grænseløse smerte i sin bog ”Ingenmandsland” og i talrige interviews.

Og på Garbi, min Facebook-veninde, som blev min ”rigtige” ven, da hun fortalte åbent om sin brystkræft og behandlingen, der var ved at slå hende helt ud. Vi har mange fælles holdninger i politik og samfundsforhold, og jeg inviterede hende ud på en taxitur i det grønne. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, da hun tog tørklædet af sit nøgne hoved ved vores første møde. Men hun bad mig om at fortælle historien om angsten, smerten og håbet i min egen blog.

Jo, der er gode grunde til se lidt stort på grænserne mellem den kommercielle verden og de frie (public service) medier, når det handler om at bekæmpe sygdom og død. Det handler om at stå sammen i fællesskaber og om at tage ansvar for den politik, som ikke alene skal betale omkostninger, men også skal tage vare på de samfundsforhold, der er med til at skabe kræftsygdommene.

Men det er altså også mediernes æstetik og etik.

SELV VALGTE jeg simpelthen at lukke for ’Vild med dans’, da programmet blev brugt som ”lead in” fredag aften på TV 2 til det store cancer-show lørdag. En ting er, at programmet vælger den, synes jeg, lidt for smarte idé at lade cancerramte deltage i en lille sidekonkurrence – selvfølgelig retfærdiggjort i en særlig indsamling.

Da danserne skulle vurderes, skete det, jeg frygtede. Deres indsats blev pakket ind i en kvalme-tyk ros – især af dommerne, som jo ikke skal leve op til noget journalistisk kodeks. Når den omklamring sætter ind, kommer medfølelsen til at lyde som når voksne taler til børn, der har været på potte: ”Du er såååååå dygtig”. ”Hvor eeeeeer du altså fantastisk”.

Selve indsamlingsaftenen var i mine øjne knap så slem. Måske især, fordi der her er tale om et rendyrket både medfølende og kommercielt kynisk produkt, hvor hengivenhed for medmennesker blandes skrupelløst med en helt uhørt tekstreklame.

Jeg klapper da også selv af milliardærerne bag danske Bestseller, der gav 10 mio. i den gode sags tjeneste. 

Men TV 2 kan ikke komme uden om den anakronisme, at indsamlingen i den gode sags tjeneste er i strid med én af forudsætningerne for den gode tv-udsendelse: At deltagerne, journalisterne og værterne har noget på spil. Er denne ”haven noget på spil” alene et spørgsmål om at hidse seerne op til en TV 2-rekord, må vi som seere tage til takke med den store sum, der blev indsamlet, og så leve med eller slukke for fjernsyn, der er ved at gå til i klicheer og selvfedme.

JEG TROR, at TV 2 bliver tilgivet af seerne.

Både de kræftramte, der er terminalt syge og de pårørende med smerten, der ikke forsvinder med flere penge til forskning. Og forhåbentlig også af mennesker med ALS, sclerose, Parkinson’s, gigt-, hjerte- og lungesygdomme. For ikke at tale om patienter, der skal dø, fordi vi ikke har lige så let ved at give vore organer til transplantation, som vi har ved at komme til lommerne ved en underholdende tv-aften.

Selv om disse mennesker med invaliderende og livstruende sygdomme formentlig aldrig får tildelt deres egen indsamlingsaften i den bedste sendetid. Den gode sags tjeneste siger vi alle ja til. Men du skal have en vis størrelse for at være god nok!

Én ting kunne TV 2 gøre for at gøre valget mellem indsamling og tv-aften lidt ærligere. De kunne sætte deres egen indsats i spil. Fra direktør til lysmand og ”runner” – arbejde gratis den aften, hvor alle danskere blev inviteret til at knække canceren. En arbejdsdag i den gode sags tjeneste.

Det gode eksempel, hvor DR kunne følge efter.

Og statsministeren.

Og taxi-folket.

Om Jesper Grunwald

Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.