Har en medarbejder ret til at gå fra fuld tid til otte timer om ugen på grund af et piskesmæld, og har en handicappet ret til 120 dages betalt sygdom på et år uden at risikere fyring?
I går tog EU-Domstolen stiling til en sag anlagt af HK for medlemmer med piskesmæld og slidgigt, der var blevet fyret med kort varsel på grund af mange sygedage.
HK jublede og mente den principielle afgørelse for betydning for tusindvis af syge danskere. Men nu har de fået armene ned igen.
Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er nemlig stærkt uenige med HK om, hvad EU-Domstolens afgørelse betyder for syge og handicappede medarbejdere. Og de er klar til at få flere sager prøvet på dansk jord.
”På en række områder er der brug for en serie danske afgørelser for at slå fast, hvad EU-dommen skal betyde i Danmark,” siger Linda Rudolph Greisen, advokat i Dansk Arbejdsgiverforening.
De to sager med EU-Domstolen har indtil videre taget otte år. HK mener, at det er "helt utroligt", at DA vil trække tiden yderligere.
"Hvis DA fortsat vil trække de syge rundt i domstolssystemet i årevis, så stiller vi gerne op for vore medlemmer,” siger Jeanette Hahnemann, juridisk souschef i HK/Danmark.
Travlhed ved domstolene
Samtidig gør HK klar til at køre en række lignende sager om fyrede langtidssyge, der har ventet på afgørelsen fra EU-Domstolen. Der ser derfor ud til at blive meget travlt i danske domstole de næste år.
I HK mener man, at Loven om forskelsbehandling bygger på et direktiv fra EU-domstolen, og DA og HK har i samarbejde bedt EU-domstolen om at definere sygdom og handicap.
"Det er HK’s opfattelse, at EU-domstolen klart har tilkendegivet, hvornår noget er en funktionsnedsættelse," siger Jeanette Hahnemann fra HK.
120-dages reglen er ikke død
DA og HK kommer også i kamp, når de skal afgøre, hvad EU-domstolen faktisk mener om langvarigt syge, der bliver fyret efter 120 sygedage.
”Der er basis for en masse udfordrende sager. Vi mener ikke, at dommen giver anledning til, at vi bare læner os tilbage og siger at 120-dages reglen er aflivet for medarbejdere med funktionsnedsættelser,” siger Linda Rudolph Greisen.
HK mener også, at arbejdsgivere fremover skal give funktionsnedsatte ansatte ret til nedsat tid ned til få timer om ugen. Men det er DA heller ikke enige i.
Advokat i DA mener, at "Det kan godt være, at dommen betyder, at arbejdsgiveren må acceptere en funktionsnedsat medarbejders behov for at gå på nedsat tid".
"Men der er behov for flere sager for at afklare, om der er en nedre grænse for, hvor få timer, der kan være tale om. Det siger dommen ikke noget om,” siger Linda Rudolph Greisen.
DA mener, at arbejdsgivere efter dommen, skal være særligt opmærksomme på medarbejdere med funktionsnedsættelser både ved ansættelser og afskedigelser.
”Man skal fortsat være klar over både ved ansættelser og afskedigelser, at der er en særlig beskyttelse af handicappede medarbejdere,” siger hun.