Støjberg vil sprede unge ballademagere på asylcentre
Inger Støjberg vil ikke følge borgmesters forslag om at lave særligt asylcenter for problematiske unge.
Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) vil sprede de uledsagede flygtningebørn, der laver ballade på asylcentrene.
Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) vil sprede de uledsagede flygtningebørn, der laver ballade på asylcentrene. Foto: Jens Dresling/Polfoto


Det er ikke en god idé at samle de uledsagede flygtningebørn, der bryder reglerne på landets asylcenter, i et nyt center med særligt skrappe regler.

Det siger udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) til TV2.

- Jeg tror derimod, at det gælder om at få dem delt op, så de ikke kan rende rundt i kliker, siger Inger Støjberg.

Det er Langelands borgmester, Bjarne Nielsen (V), der har forslået, at man laver et nyt center med skrappere regler for unge, efter at fem drenge under 18 år mandag blev bortvist fra centret i Tullebølle på Langeland.

Det skete, efter at to af dem er blevet sigtet for voldtægt og tre for seksuel chikane på årets Langelandsfestival i weekenden.

Problemet er, at utilpassede flygtningebørn kan ende med at blive flyttet fra center til center.

Ideen fra Dansk Folkeparti bakkes op af flere partier på Christiansborg, men altså ikke af borgmesterens partifælle Inger Støjberg:

- Vi skal selvfølgelig ikke acceptere det her, og vi bliver nødt til at have de beføjelser, der skal til.

- Men jeg tror ikke, det vil være den bedste løsning at samle dem på et center. Jeg tror, det er meget bedre at få dem delt op og sendt ud, hvor der også er en fast hånd, siger hun til TV2.

Hun lægger vægt på, at vi via flygtningekonventionen er forpligtet til at behandle drengenes sag, men understreger at alvorlig kriminalitet kan have indflydelse på, om drengene kan få asyl.

I Dansk Folkeparti ønsker man at øge beføjelserne til politiet og personalet på asylcentre.

Blandt andet mener partiet, at der bør være mulighed for at lave udgangsforbud.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.