Krigsveteraner med posttraumatisk stress-syndrom (PTSD) strømmer i behandling hos landets hospitaler.
Og det er en god ting, mener Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening.
- Det er positivt, at så mange søger hjælp. Det er langt bedre end når folk går med det selv. Det er selvfølgelig ikke positivt, at der er mange, men det signalerer, at folk søger hjælp, og det synes jeg er positivt, siger Flemming Vinther til Newspaq.
Rundt omkring har landets hospitaler måttet øge antallet af behandlingsforløb, fordi antallet af henvisninger til behandlingscentre for soldater overstiger forventningerne markant.
På Odense Universitetshospital havde de regnet med at skulle behandle 20 personer årligt på psykiatrisk afdeling. Men det tal har de nu opjusteret efter at have behandlet 56 personer i 2012.
I Region Midtjylland har det været nødvendigt at øge antallet af behandlingsforløb fra 33 til 43. Og samme udvikling gør sig gældende for Region Nordjylland og København.
Samlet set har det været nødvendigt at øge kapaciteten med 86 procent på de to enheder i Odense og Aarhus. Hos sidstnævnte er der i øjeblikket fire måneders ventetid på behandling.
- Vores udfordring er, at vi endnu ikke ved voldsomt meget om, hvordan det menneskelige sind reagerer i disse situationer. Det er enormt kompliceret, men vi gør alt, hvad vi kan, for at forebygge at folk får det dårligt, lyder det fra soldaterformanden.
I Aarhus, Odense og København har de tre højt specialiserede enheder til opgave at tage sig af særligt komplekse tilfælde, hvor der ofte kan være tale om flere diagnoser på en gang.
Formand Flemming Vinther er glad for at se, at de soldater, der er hårdt ramt af traumer, får kompetent hjælp rundt omkring.
- Dem, der får det dårligt, skal have den bedst tænkelige hjælp, vi overhovedet kan stable på benene, siger han.
I sommer har veteranerne efter længere tids diskussion fået lettet adgangen til at få anerkendt PTSD som en erhvervssygdom, så de kan få erstatning.