"Det er os, der skal lave den nye skole. De siger, at nu skal lederne lede og fordele arbejdet. Gu skal de da ej. Det bestemmer vi da", råbte lærerformand Anders Bondo Christensen fra scenen til lockoutede lærere til fest i fredags.
Kampråbet startede et ramaskrig, og Bondo trak i land. Men selvom formand for skolelederforeningen Anders Balle kalder det "en tåbelig udtalelse", er han langt hen af vejen enig.
Han mener, at det vil være "helt vanvittigt", hvis skolelederne skal sidde og detailstyre lærere og deres forberedelsestid. Det siger han til Avisen.dk.
”Vi har meget kompetente, professionelle og ikke mindst selvstændige lærere, der sagtens kan finde ud af at vurdere, hvor arbejdskraften er bedst brugt, og deres indsats giver mest mening,” siger Anders Balle.
Så når Anders Bondo siger, de selv skal lede, så er et ikke helt forkert?
”Nej, på sin vis ikke. Det gør de jo også i høj grad i dag. De leder selv klasserummet og over for forældrene. De leder selv, men de skal jo ikke lede opad. Altså: skolelederen skal lede og fordele arbejdsopgaver, ikke fordele timer og minutter," siger Anders Balle og tilføjer:
"Men der skal ikke være nogen tvivl om, at skolelederen har ledelsesretten, pligten og afgørelsen. Dér tager Anders Bondo fejl.”
Skolelederforeningen er en kreds under Danmarks Lærerforening, og 98 procent af folkeskolelederne, over 4000, er medlem af lærerforeningen. KL har bare ikke udtaget skolelederne til lockout.
Men læser man om Skolelederforeningen på foreningens hjemmeside, er der ikke noget at se om Danmarks Lærerforening.
Professor i pædagogik Niels Egelund har fulgt konflikten tæt. Han er ikke i tvivl om, at skolelederne har prøvet at lægge røgslør over deres tilhørsforhold i lærernes fagforening.
"Man må tage hatten af for Anders Balle, for han har virkelig formået at vare sin mund. Der er ingen tvivl om, at man har prøvet at neddæmpe, at skolelederne er en del af Danmarks Lærerforening. Det har vi alle sammen kunnet se. Vi går alle sammen og griner af det,” siger Niels Egelund.