LO-kongres 2015
Skuffelse og begejstring: Det mener fagbosserne om Mette F.'s tale
Fagbossers reaktioner på S-formand Mette Frederiksens tale i dag går fra 'voldsom skuffelse' til 'jeg er fan af Mette'.
Mette Frederiksen indledte mandagens LO-kongres med en tale, som vækker både glæde og skuffelse i fagbevægelsen.
Mette Frederiksen indledte mandagens LO-kongres med en tale, som vækker både glæde og skuffelse i fagbevægelsen. Foto: Lars Horn/Scanpix.


Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, fik på LO's kongres i formiddag klinket nogle af skårene til fagbevægelsen – men ikke alle.

Flere af fagbevægelsens topfolk faldt ned som lam, da Socialdemokraternes formand holdt tale på LO-kongressen i Aalborg. Men der er stadig frustrationer over, at Mette Frederiksen kunne gå med til forringelser af dagpengene.

Forbundsformand for HK, Kim Simonsen, havde bebudet, at han ville give Mette Frederiksen et "hårdt knus" for at have indgået et dagpengeforlig med tre karensdage og lavere dimittendsatser. Men løven blev from som et lam.

Efter at have hørt talen fra Mette Frederiksen uddeler Kim Simonsen således nærmere bløde knus og røde roser til det, han kalder en "klassisk socialdemokratisk tale".

- Mette Frederiksen sendte i sin tale et klart signal om, at vi skal stå sammen i arbejderbevægelsen for at kæmpe for de svageste. Hun har stor respekt for arbejderbevægelsen og blik for, at det er vores fælles historie og sammenhold, der har skabt velfærdsdanmark, siger han til Avisen.dk.

Kim Simonsen ryster dog lidt på hovedet over, at S-formanden sprang let og elegant hen over karensdagene i sin tale. Og i forhold til nedsat sats til de nyuddannede siger Kim Simonsen:

- Hun glemmer lidt, at dimittendsatserne ikke kun rammer ledige nyuddannede akademikere men også unge faglærte, der kommer ud i arbejdsløshed efter uddannelsen.

'Bulldozer ledige'

Helt andre toner lyder fra næstformand for fagforbundet FOA, Mona Striib.

- Jeg er voldsomt skuffet over Mette Frederiksens udmeldinger i dag i forhold til dagpenge. Også selvom jeg anerkender hendes pointe om, at man med aftalen får slæbt de borgerlige hen til masten - altså forpligtet dem på dagpengene, siger Mona Striib til Avisen.dk.

Hun er vred over, at Socialdemokraterne overhovedet er gået med til forringelser af dagpengene. De bedre muligheder for genoptjening burde være være betalt med nye penge, mener Mona Striib.

- Da Mette Frederiksen i sin tid var beskæftigelsesminister, sagde hun, at hun var parat til at køre en bulldozer gennem hele systemet for de ledige. Jeg kan ikke få øje på bulldozeren med den nye aftale. Jeg kan kun få øje på en bulldozer, som maser de langtidsledige og dimittenderne, siger Mona Striib.

Slagterne er fan af Mette

Forbundsformanden for slagteriarbejderne i Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast, havde de store roser fremme, da han havde hørt Mette Frederiksens tale.

- Jeg er fan af Mette. I mine øjne er hun gået styrket fra LO-kongressen, fordi det meget klart skinnede igennem i hendes tale, at hun har grundlæggende respekt for den danske model og slås for de svage, siger Ole Wehlast til Avisen.dk.

Forbundsformanden i Teknisk Landsforbund Lone Engberg Thomsen er mere kritisk. Også hun er frustreret de forringede vilkår for dimittender.

Læs mere om kongressen på LO's hjemmeside her

- Jeg er simpelt hen ikke enig i, at de skal skæres mere. Men ellers var det en flot tale. Jeg vil dog godt lige advarer om, at Mette Frederiksen og Socialdemokraterne ikke skal forpligte sig for meget til at lave for mange forlig med Venstre og Dansk Folkeparti, siger Lone Engberg Thomsen til Avisen.dk.

Glæde over ny velfærds-udmelding

Kim Simonsen fra HK/Danmark glæder sig over, at Mette F. slog fast, at hendes parti ikke lægger stemmer til minusvækst i den offentlige sektor og dermed forringelse af velfærden.

- Jeg tolker helt klart talen som, at Socialdemokraterne ikke kan lægge stemmer til nogen form for skattelettelser, siger Kim Simonsen.

- Indtil nu går alle Mettes taler i den rigtige retning, også den på LO-kongressen. Så er det spændende, om forligene på Christiansborg går i den samme retning, siger han.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.