Skipper: Drop top-skattelettelser og giv penge til jordemødre
Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, kræver akut-pakke til de travle jordemødre og råder Løkke til at droppe planer om top-skattelettelser.
Jeg forstår slet ikke, hvordan regeringen kan slippe af sted med ikke at have gjort noget, lyder det fra Pernille Skipper.
Jeg forstår slet ikke, hvordan regeringen kan slippe af sted med ikke at have gjort noget, lyder det fra Pernille Skipper. Foto: Emil Hougaard/Scanpix/Arkiv


Sommerens babyboom betyder travlhed på landets fødegange.

Og jordemødrene må løbe rigtig stærkt for at nå de godt 1.200 ekstra fødsler, der er denne sommer i forhold til sidste sommer. 

Men det kan ikke være rigtigt, at babyboom og ekstra travlhed skal gå ud over både jordemødre og familierne, mener Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper. 

- Det er jo ikke menneskeligt muligt hele tiden at skulle løbe stærkere og stærkere. På et tidspunkt rammer det rigtig voldsomt, siger Pernille Skipper om de travle jordemødre. 

Hun kræver en økonomisk akut-pakke til fødegangene. 

Går ud over trygheden 

- Det gælder både at sikre et ordentligt arbejdsmiljø for jordemødrene, så sandelig også for at sikre de gravide og nyfødte, der har krav på en ordentlig og tryg behandling, fastslår Pernille Skipper. 

Hun mener, at mange års nedskæringer på området går ud over arbejdsmiljø og tryghed for de fødende, og at det især kommer til udtryk her under sommerens babyboom. 

- En fødende kvinde kan komme ind på Rigshospitalet og få at vide, at hun skal tage taxa til Roskilde for at føde. Det er jo så utrygt, siger Pernille Skipper.

Løkke blev advaret

Hun mener, Lars Løkke og regeringen har ignoreret at sikre en ordentlig sundhedsbehandling for dem, der skal føde. 

- Jeg forstår slet ikke, hvordan man som regering kan slippe afsted med ikke at have gjort noget indtil videre, siger Pernille Skipper.

Hun tilføjer, at regeringen allerede sidste år, da de under finanslovsforhandlingerne ville skære på området, blev advaret af opposition og jordemødre.

- Nu ser vi konsekvenserne, der bare bliver voldsommere og voldsommere. Alligevel har vi en regering, der ingenting har gjort, siger Pernille Skipper.

Hun forlanger flere penge til området, så der kan komme flere hænder på fødegangen. 

Drop top-skattelettelser 

- Først og fremmest skal regeringen tilbageføre de penge, der blev skåret på sidste finanslov. Og skal vi sørge for, at der kommer flere hænder på fødegangene og en mere fast tilknytning af jordemødre til de enkelte gravide, siger Pernille Skipper

Hun så også gerne, at nybagte forældre havde mulighed for at blive længere på barselsgangen efter fødslen. 

Men hvor skal pengene så komme fra? 

- Regeringen lægger jo op til, at de vil bruge en hel masse milliarder på top-skattelettelser. Det vil jeg foreslå dem at lade være med, og i stedet bruge det råderum, der er, på vores fødegange og hospitaler, lyder det fra Pernille Skipper. 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.