Skandale-psykiater smidt i skødet på Neergaard: Tag nu sagerne op
Hvor mange arbejdsløse har mistet forsørgelsen på grund af psykiaterens fejl, spørger Enhedslisten.
Vupti, så landede sagen om psykiateren, der måske er skyld i at mange kontanthjælpsmodtagere har mistet forsørgelsen, i skødet på Jørn Neergaard (V).
Vupti, så landede sagen om psykiateren, der måske er skyld i at mange kontanthjælpsmodtagere har mistet forsørgelsen, i skødet på Jørn Neergaard (V). Scanpix / arkiv


Enhedslisten rejser nu sagen om den dømte speciallæge i psykiatri Piet Casier i Folketinget og kræver, at landets kommuner skal revurdere de 1.700 sager, hvor de har brugt Piet Casier til at udfærdige speciallægeerklæringer. Det skriver Fagbladet 3F.

Piet Casier har tjent millioner på speciallægeerklæringerne og blev 14. juli ved retten i Randers sammen med Norddjurs Kommune dømt til at betale en erstatning på 240.000 kr. i sagen om en kvinde, der uretmæssigt blev beskyldt for at lyve sig syg. Ud af landets 98 kommuner har mindst 32 kommuner brugt speciallægen, som fem gange har fået alvorlig kritik af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn

Enhedslisten kræver, at Beskæftigelsesminister Jørn Neergard Larsen (V) får kommunerne til at gennemgå de mange sager, hvor de har brugt den dømte og omstridte speciallæge i psykiatri Piet Casier til at lave speciallægeerklæringer og kræver også en redegørelse fra ministeren.

- Man kan frygte, at mange borgere har mistet deres forsørgelse på et helt lemfældigt grundlag, som vi allerede har et eksempel på, siger Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Finn Sørensen.

Esbjerg Kommune er den kommune, som har brugt flest penge på den omstridte læge. Direktør i Esbjerg Kommunes afdeling Borger og Arbejdsmarked, Lise Willer, vil dog ikke umiddelbart revurdere sagerne.

- Men det er klart, at hvis der kommer et pålæg om, at vi skal gøre det, for eksempel fra et ministerium, så gør vi det, siger Lise Willers.

Enhedslisten har sendt følgende paragraf 20-spørgsmål til beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V):

"Vil ministeren på baggrund af 3F's oplysninger om at en tredjedel af kommunerne bruger en speciallæge, der har fået alvorlig kritik af myndighederne og dømt for fejldiagnose, rette henvendelse til de pågældende kommuner og bede dem gennemgå de sager, hvor den pågældende har været involveret? Vil ministeren samtidig indhente en redegørelse fra kommunerne, så det bliver klarlagt i hvilket omfang den pågældende har givet anledning til fejlagtige afgørelser, og hvad kommunerne har foretaget sig i de enkelte sager"?

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.