Signe Boelt Knøsen er en af dem, der håber, at den netop indgåede trepartsaftale ikke kun ender som varm luft, men med at give flere praktikpladser. Og gerne før 2025, som det ellers hedder i aftalen.
Den 19-årige kvinde går på grundforløbet som konditor på Tech College Aalborg, og om under et halvt år skulle hun gerne have en læreplads.
- Det betyder, at jeg skal i gang med at søge allerede nu, for man skal være heldig, hvis man får en plads inden for dette erhverv, siger hun til Avisen.dk.
Signe Boelt Knøsen har både gået på HTX og på grundforløbet som kok. Det var på uddannelsen til kok, hun fandt ud af, at hun ville være konditor, og i dag er hun slet ikke i tvivl om, at hun har valgt rigtigt. Derfor håber hun også, at hun har held til at få en læreplads.
- Du kan ikke komme i skolepraktik som konditor, så finder jeg ikke en plads, er jeg nødt til at stoppe på min uddannelse eller uddanne mig til bager først, men det vil forlænge min uddannelse med flere år, fortæller hun.
Med aftalen, som regeringen og arbejdsmarkedets parter fremlagde i dag, skal der skaffes 8.000-10.000 nye praktikpladser. Ifølge Signe Boelt Knøsen er det slet ikke nok.
- 10.000 pladser er selvfølgelig en start, men slet ikke nok i forhold til, hvad vi mangler. Jeg kan også godt frygte, at arbejdsgiverne vil lade det her flyve ind af det ene øre og ud af det andet uden at gøre noget. Vi har lidt for mange gange set, at der er blevet lovet praktikpladser, uden at der er blevet gjort noget ved det, siger hun.
Ligesom andre kritiske røster påpeger hun, at der skal stilles skrappere krav til virksomhederne for at få dem til at tage en lærling, ligesom der skal være en form for sanktion over for dem, der ikke opretter praktikpladser.
Den nye aftale indeholder en model, hvor arbejdsgivere, der opretter mange praktikpladser, skal betale mindre til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, mens arbejdsgivere med færre praktikpladser skal betale mere.
- Om det er nok, må tiden vise, siger Signe Boelt Knøsen.
Selv forsøger hun at være positiv omkring fremtiden.
- Jeg ved, jeg kommer til at flytte for at få en læreplads. De fleste er nemlig på Sjælland, og det er jeg okay med. Jeg har også nogle forældre, der kan støtte mig i det – det er ikke alle unge, der er så heldige, siger hun.
Læs Avisen.dk's dækning af treparts-forhandlingerne her.