Saseline: Vi gider ikke holde traditionel dansk jul
Sangerinden Saseline Sørensen er vokset op med en dansk far og en malaysisk/indisk mor, så julen har aldrig været styret af danske traditioner.
Sangerinden Saseline Sørensen er vokset op med en dansk far og en malaysisk/indisk mor, så julen har aldrig været styret af danske traditioner.
Sangerinden Saseline Sørensen er vokset op med en dansk far og en malaysisk/indisk mor, så julen har aldrig været styret af danske traditioner. Saseline/Facebook.


Som barn af en dansk far og en malaysisk-indisk mor har Saseline Sørensens jul altid været meget varieret. Det fortæller hun til FEMINA i denne uge.

- Nogle gange holdt jeg traditionel jul med træ og gaver i Danmark, andre gange var jeg i varmen i Malaysia, hvor vi enten ikke holdt jul, eller hvor vi prøvede at fejre dansk jul i varmen og fandt et plastiktræ eller en lille plante, som vi brugte som juletræ. Og prøvede at lave noget risalamande, som ikke smagte vildt fantastisk.

- Jeg var tre, første gang jeg kom til Danmark, men både min storebror og lillebror er født her, så det var meget frem og tilbage. I mine voksenår har jeg også rejst meget i julen – fordi jeg måske bare ikke er særlig jule-agtig – så jeg har nok mest holdt jul i udlandet, siger Saseline Sørensen.

Læs på femina.dk, hvordan den tidligere TV2-vært Trine Panum holder jul

Gaveløse år

Skiftet mellem traditionel jul og jul i 30 graders varme har da også haft en betydning for, hvordan hun ser på julen i dag.

- Det har betydet, at julen handler om at være sammen med familien og hygge sig. At man er nærværende, at man er til stede, og at man bare er sammen. Det handler ikke om alt det andet.

- Selvfølgelig er det hyggeligt med julehalløj, men der kan også gå for meget juleræs i den. Det sjove er, at det samme sker hvert eneste år. Folk panikker og bliver mærkelige, fordi vi har stress over at skulle finde og købe det ene og det andet.

- Det er jo ikke det, julen handler om. Det er jo fuldstændig misforstået. Derfor har vi også i min familie holdt rigtig mange gaveløse år, hvor vi kun har givet gaver til de mindste børn. Hvis jeg så har lyst til eller behov for at give min mor eller søster en ting, så kan jeg sagtens gøre det, uden der er nogen sure miner fra resten af familien.

På femina.dk får du opskriften på de lækreste julede miniflødeboller med brændte mandler og appelsinskum

Hjemme hvert andet år

I og med hendes familie har været sådan nogle, der har rejst frem og tilbage over landegrænserne, er traditionerne aldrig rigtig blevet bevaret.

Men heldigvis er de alle sammen enige om, at det skal være sådan.

- Vi kan sagtens holde en traditionel dansk jul, men det er der bare ikke rigtig nogen af os, der gider. Så vi gør det på vores egen måde. Vi kan godt lide mad i vores familie, så vi skal spise en hel masse, og der skal være masser af det hele. Men igen er det mere hyggen om at være sammen, end det er gaver og at danse om juletræet.

- Siden jeg fik min søn, har jeg kun været i Danmark til jul halvdelen af gangene, fordi vi har været ude at rejse. Min kæreste vil dog gerne have, jeg er lidt mere jule-agtig. Han er vokset op med det, og han synes, det er noget, man skal give sine børn.

Så vi er blevet enige om, at vi er hjemme hvert andet år, siger Saseline Sørensen, der venter sit andet barn, til FEMINA.

Redigeret af redaktionen, FEMINA, Aller Media

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.