51,4 millioner kroner.
Så stor er den foreløbige regning for kommunalt koks i fortolkningen af reglerne om gensidig forsørgelsespligt for samlevende.
Det viser en opgørelse, som Avisen.dk har lavet.
De mange millioner har kommunerne måttet efterbetale til kontanthjælpsmodtagere på grund af grove fejl i sagsbehandlingen.
Opgørelsen er baseret på svar fra 77 af landets 98 kommuner, der har informeret Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) om, hvor store beløb de har tilbagebetalt på grund af grove fejl i sagsbehandlingen.
Regningen bliver efter alt at dømme langt større, fordi 21 kommuner endnu ikke har oplyst, hvor meget de har betalt tilbage.
- Det er et skræmmende højt tal, siger Finn Sørensen, der er socialordfører for Enhedslisten.
Nogle kommuner har slet ikke villet undersøge, om der er sket fejl i sagerne. I andre kommuner har Ankestyrelsen afgjort, at der er sket fejl - uden at kommunerne retter ind af den grund.
Finn Sørensen mener, at den forskel er dybt kritisabel.
- Det er en skændsel, siger socialordføreren, der tidligere har kaldt sagen "den største forvaltningsmæssige skandale" i nyere tid.
Ifølge Finn Sørensen skalter og valter mange kommuner med de arbejdsløses retssikkerhed.
Stor forskel fra kommune til kommune
De omdiskuterede regler om gensidig forsørgelsespligt for samlevende er en del af den seneste kontanthjælpsreform, som alle partier i Folketinget stemte for med undtagelse af Enhedslisten.
Reglerne betyder, at en kæreste i job har pligt til at forsørge sin arbejdsløse kæreste, hvis vedkommende er på kontanthjælp.
Men det er gået helt skævt i mange kommuner, fordi reglerne er blevet forvaltet på en fejlagtig måde. Flere kommuner har set stort på helt basale regler om blandt andet at give en begrundelse for deres afgørelser.
Før valget krævede daværende beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) en redegørelse.
Alle kommuner skulle skrive et brev til STAR, hvori de blandt andet skulle redegøre for, hvor store beløb de havde betalt tilbage til de berørte kærestepar.
Det er på basis af en aktindsigt i de breve, at Avisen.dk har regnet sig frem til, at regningen løber op i mindst 51 millioner kroner.
"Der er ikke noget i vejen med reglerne"
En ekspert i reglerne undrer sig over, at så mange kommuner har lavet så mange fejl i sagsbehandlingen.
- Lovgiverne har opstillet en stribe objektive kriterier, der er nemme at gå til for kommunerne. Så har de godt nok lavet et kriterium om det, man kalder ægteskabslignende forhold. Her skal kommunerne ind og lave en individuel vurdering. Men de kender begrebet andre steder fra. Det er ikke ukendte regler, siger Nina von Hielmcrone, der er lektor i socialret ved Aalborg Universitet.
Hun kan godt forstå, at kommunerne havde travlt, da reglerne trådte i kraft, men det kan ikke være en undskyldning, lyder det fra eksperten.
- Der er ikke noget i vejen med reglerne, og kommunerne kender dem godt, fastholder hun.
Kommunernes Landsforening (KL) har trods de store forskelle ingen dårlig smag i munden.
- Det er forventeligt, at der i nogle kommuner er mange fejl, og at der i andre kommuner er få fejl. Nogle kommuner har simpelthen lavet en systemfejl, mens andre har begået få menneskelige fejl, siger Karsten Thystrup, der er chef for KL's juridiske kontor.
Han afviser, at kommunerne har lavet decideret sjusk.
Den tidligere beskæftigelsesminister, Henrik Dam Kristensen, er fortrøstningsfuld i forhold til, at problemet bliver løst. Fordi størstedelen af kommunerne har svaret, kan den redegørelse, som han forlangte i sin tid, gøres færdig.
- Jeg er glad for, at arbejdet er lavet. Nu må den nye minister og udvalget tage hånd om det. Jeg vil ikke blande mig mere, siger Henrik Dam Kristensen, der er blevet Socialdemokraternes nye forsvarsordfører.
Ny minister ind i sagen
Selvom regeringen i dag er en anden, vil Enhedslisten sørge for, at den tidligere ministers løfte om en redegørelse bliver indfriet, bedyrer socialordfører Finn Sørensen.
- Nu vil jeg afvente den endelige opgørelse. Den nye minister kan trygt regne med, at han kommer til at stå til regnskab for rodet. Jeg vil kræve, at han følger benhårdt op på opgørelsen, siger han.
Siden onsdag har Avisen.dk forsøgt at få et interview med den nuværende beskæftigelsesminister, men Jørn Neergaard Larsen (V) vil ikke lade sig interviewe, før han har set redegørelsen fra STAR.
Ministeriet forventer, at den bliver offentliggjort efter sommerferien.
Reglerne om gensidig forsørgelsespligt afskaffes efter planen, når året er omme. Spørgsmålet er nu, om blå blok vil genindføre reglerne, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er kommet til magten.
Heller ikke det vil bekæftigelsesministeren svare på.
Foreløbigt har følgende kommuner betalt penge tilbage på grund af grove fejl i behandlingen af sager om gensidig forsørgelsespligt for samlevende:
- Albertslund
- Allerød
- Assens
- Ballerup
- Brønderslev
- Egedal
- Esbjerg
- Faxe
- Fredericia
- Faaborg-Midtfyn
- Glostrup
- Greve
- Guldborgsund
- Halsnæs
- Hedensted
- Helsingør
- Herning
- Hjørring
- Holbæk
- Horsens
- Jammerbugt
- Kalundborg
- Kerteminde
- Kolding
- København
- Lejre
- Lyngby-Taarbæk
- Middelfart
- Norddjurs
- Nordfyns
- Nyborg
- Odsherred
- Rudersdal
- Silkeborg
- Skive
- Solrød
- Stevns
- Svendborg
- Tønder
- Vejen
- Vejle
- Viborg
- Aabenraa
- Aalborg
- Aarhus
Kilde: Aktindsigt i breve sendt til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
UDVID