Nu er der håb forude for kærestepar, der er blevet snydt for kontanthjælp.
Kommunerne kan nemlig blive tvunget til at genoptage de mange sager om gensidig forsørgerpligt, hvor der er begået fejl. Det kan blive konsekvensen af en sag fra Randers, skriver lokalmediet Randers I Dag.
Som Avisen.dk tidligere har skrevet, er der begået fejl i sagsbehandlingen om de såkaldte kærestepenge i en lang række kommuner. Alligevel har mange kommuner besluttet ikke at genoptage sagerne - blandt andet Randers Kommune, hvor det drejer sig om 110 ugyldige afgørelser, hvor kontanthjælpspar er blevet snydt for i alt 4,4 millioner kroner.
Var byrådets beslutning ulovlig?
Men det har nu fået Folketingets Ombudsmand til at reagere, efter at byrådsmedlem for Velfærdslisten Kasper Fuhr Christensen har klaget over afgørelsen.
Ombudsmanden vil undersøge, om kommunens beslutning om at lade sagerne ligge er ulovlig. Derfor skal Randers Kommune blandt andet svare Ombudsmanden på, om kommunen har tænkt sig at genoptage sagerne, og om der ligger økonomiske overvejelser bag beslutningen om ikke at tage sagerne op. Det fremgår af brevet fra Ombudsmanden.
Hvis Ombudsmanden omgør byrådets beslutning kan kommunen blive tvunget til alligevel at tage sagerne op igen. I så fald kan det få principiel betydning, så andre kommuner også er nødt til at tage sagerne om kærestepar, der fejlagtigt har fået snuppet kontanthjælpen, op igen.