Så mange patienter føler sig overset på sygehuset
Lægen taler hen over sygesengen, og spørgsmål bliver ikke besvaret, viser undersøgelse fra Danske Regioner.
Kun fire ud af 10 akut indlagte patienter føler sig i høj eller meget høj grad inddraget i beslutninger om deres behandling og pleje.
Kun fire ud af 10 akut indlagte patienter føler sig i høj eller meget høj grad inddraget i beslutninger om deres behandling og pleje. Foto: CARSTEN ANDREASEN/POLFOTO


Sygehuspatienter og pårørende har ikke nok at skulle have sagt om deres egen behandling og pleje.

Sådan lyder dommen fra patienterne selv i Danske Regioners årlige tilfredshedsundersøgelse blandt over 146.000 patienter. På mange områder er patienterne tilfredse, men ikke med deres egen indflydelse.

Kun fire ud af 10 akut indlagte patienter føler sig i høj eller meget høj grad inddraget i beslutninger om deres behandling og pleje. For patienter, der indlægges til planlagt behandling, mener seks af 10, at de har stor indflydelse på behandlingen. Mens det samme gælder to ud af tre af de ambulante patienter.

Undersøgelsen hos de somatiske patienter modsvares af tilsvarende tal fra psykiatrien. Her føler både patienter og pårørende sig langt mere inddraget af personalet.

- Vi skal blive meget bedre til at lytte til borgerne og sætte dem i centrum for behandlingen. Det skal stå soleklart for alle i sundhedsvæsnet, at patientens ønsker også er vores ønske, siger Ulla Astman (S), formand for Danske Regioners sundhedsudvalg.

Hun mener, at der længe mest har været fokus på den rigtige behandling ifølge bøgerne og på, at alle for enhver pris skulle behandles ens.

- Så har man rettet bevidstløst ind efter retningslinjerne i stedet for at lytte til, hvad netop denne patient gerne vil have, siger hun.

Hun peger på, at mange patienter i dag selv søger oplysninger om sygdom og behandling.

- De optræder mere som forbrugere i sundhedsvæsnet end som nogen, der autoritetstro lytter til personalet i de hvide kitler, siger hun.

Sammen med blandt andet Kommunernes Landsforening og Danske Patienter har regionerne lavet en vision for Borgernes Sundhedsvæsen, hvor patienterne skal spille en langt mere central rolle.

En handlingsplan for projektet præsenteres i forbindelse med Danske Regioners generalforsamling i Aarhus 23. april.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.