S-profil efter betjents facebook-opslag: Hvad vil man præcis tage fra flygtninge?
Det bør give stof til eftertanke, om man er på ret kurs, siger tidligere S-minister om betjents facebookopslag
Udviklingsordfører Mette Gjerskov (S) mener, at det bør vække eftertanke, at en betjent siger fra over for et lovforslag om at inddrage værdigenstande fra flygtninge.
Udviklingsordfører Mette Gjerskov (S) mener, at det bør vække eftertanke, at en betjent siger fra over for et lovforslag om at inddrage værdigenstande fra flygtninge. Foto: Presse/FVM/Rune Johansen/free


Der er så mange forskellige udlægninger af, hvilke ejendele der skal beslaglægges fra flygtninge og migranter, som kommer til Danmark, at det er til at blive rundforvirret af.

Sådan lyder det fra socialdemokraten Mette Gjerskov, hvis parti ventes at være med til at stemme en omstridt ændring af udlændingeloven igennem Folketinget.

Hvis lovforslaget bliver vedtaget, får politiet lov til at inddrage rede penge og værdigenstande fra flygtninge og migranter. De beslaglagte midler skal gå til at betale for udlændingenes ophold i Danmark.

Men selv om forslaget har været debatteret vidt og bredt, også uden for landets grænser, står det efter Gjerskovs mening slet ikke klart, hvilke værdigenstande, der er tale om.

- Der er et meget stort spænd i den udlægning, Venstre-regeringen selv kommer med af deres lovforslag, siger Mette Gjerskov, der er tidligere fødevareminister og gruppeformand og i dag er sit partis udviklingsordfører.

Hun henviser til udtalelser fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og justitsminister Søren Pind (V).

- Vi ser nogle meget forskellige udlægninger af, hvad det her lovforslag vil få af konsekvenser. Inger Støjberg virker som om, hun er parat til at gå meget langt, mens Søren Pind på den anden side taler om kufferter fulde af kontanter.

Mette Gjerskov reagerer også på et Facebook-opslag fra politibetjent Jacob Nielsen, der er blevet delt mere end 13.000 gange.

- Jeg blev ikke politimand for at plyndre flygtninge for ejendele, skriver Jacob Nielsen, der er politibetjent og arbejder i København, på sin Facebook-profil.

- Forestiller regeringen sig, at jeg skal stå ved grænsen og pille guld ud af munden og underbukserne på dem, når de forsøger at skjule det sidste de har, spørger Jacob Nielsen.

Det opslag kalder Gjerskov "tankevækkende".

- Det er tankevækkende, når en betjent siger, at her går hans grænse. Det skal man da som lovgiver være opmærksom på. Og det skal da give stof til eftertanke, om man er på ret kurs, siger hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.