Ryanair-chef: Vi finder os ikke i løgne om vores sikkerhed
Ryanairs topchef, Michael O'Leary, nægter at trække breve med trusler om sagsanlæg tilbage.
Ryanair vil ikke finde sig i, at man kommer med "falske anklager" om luftfartsselskabets sikkerhedsforhold, slår selskabets administrerende direktør, Michael O'Leary fast over for Ritzau.
Ryanair vil ikke finde sig i, at man kommer med "falske anklager" om luftfartsselskabets sikkerhedsforhold, slår selskabets administrerende direktør, Michael O'Leary fast over for Ritzau. Foto: FINN FRANDSEN/POLFOTO


Luftfartssikkerhed er ikke et spørgsmål om holdninger, det er sort-hvidt.

Derfor kan der ikke blive tale om, at Ryanair tilbagetrækker trusler om at slæbe fire eksperter og fagfolk i retten, hvis de igen udtaler sig "usandt" om Ryanairs sikkerhedsforhold, ligesom chefen for det irske luftfartsselskab mener, at de har gjort.

- De kan sige, hvad de vil om vores kontrakter, de kan sige, hvad de vil om vores vilkår og betingelser. Selv, hvis de lyver om det, vil vi ikke gøre noget ved det, siger Ryanairs administrerende direktør, Michael O'Leary tirsdag til Ritzau.

- Men vi vil ikke finde os i, at de kommer med falske påstande om vores sikkerhedsforhold. Det vil intet flyselskab tillade, og derfor trækker vi ikke brevene tilbage.

Fire fagfolk og eksperter har efter en høring i Europa-Parlamentets beskæftigelsesudvalg den 7. maj modtaget et brev, hvor Ryanair truer med uden varsel at trække dem i retten, hvis de kommer med ærekrænkende påstande om Ryanairs sikkerhed.

I brevet, som Ritzau er i besiddelse af, står der blandt andet følgende:

- Vi gør dig opmærksom på, at skulle du fremsætte ærekrænkende påstande om Ryanairs sikkerhed i nogen som helst form, så vil vi indlede en retssag mod dig uden yderligere varsel.

Brevet er blandt andre sendt til næstformanden for European Cockpit Association (ECA), som er en paraplyorganisation for pilotforeninger i Europa, og en universitetsprofessor og en ph.d.-studerende, som har udarbejdet en undersøgelse blandt piloter i EU op til høringen.

- Ingen af de fire har i øvrigt ekspertviden om luftfartssikkerhed. De har ikke engang amatørviden om luftfartssikkerhed, siger Michael O'Leary.

- Vi har skrevet til dem, at de er kommet med en alvorlig, forkert påstand om vores sikkerhed. Vi har opereret i 30 år i Europa. Vi er et af de sikreste luftfartsselskaber i Europa, og vi opfylder hvert eneste sikkerhedskrav i Europa.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.