Rusland nedtoner støtte til separatist-valg
Russerne har ikke anerkendt valget i det østlige Ukraine, understreger Putin-rådgiver.
En af Ruslands præsident, Vladimir Putins, rådgivere nedtoner nu den russiske støtte til de gennemførte separatistvalg i Østukraine. Arkivfoto
En af Ruslands præsident, Vladimir Putins, rådgivere nedtoner nu den russiske støtte til de gennemførte separatistvalg i Østukraine. Arkivfoto Foto: Mikhail Klimentyev/AP


Rusland nedtoner nu sin opbakning til separatistvalget i Østukraine, men understreger samtidig, at russerne respekterer udfaldet. Til gengæld undlader russerne at benytte sig af ordet "anerkende".

- I princippet respekterer vi folkets vilje, siger Ruslands præsident, Vladimir Putins, udenrigspolitiske rådgiver og påpeger, at landets officielle holdning til valget allerede er blevet tilkendegivet i en erklæring.

- Ruslands officielle holdning blev klart udtrykt i denne korte, men fyndige erklæring fra udenrigsministeriet om udfaldet af valget. Der blev ordet "respekt" brugt. Ordet "respekt" blev valgt bevidst, lyder det fra rådgiveren.

De prorussiske separatister i Østukraine trodsede myndighederne i Kijev, da de søndag arrangerede valg i den oprørskontrollerede del af landet. Separatistlederne kaldte deres sejr en legitimering af de to selverklærede folkerepublikker i Donetsk og Lugansk.

Ukraine, EU og USA siger alle, at valget var til stor skade for den fredsaftale, der tidligere er blevet forhandlet på plads i Minsk. Ifølge den aftale skal oprørsområderne have øget selvstyre, men ikke uafhængighed.

USA og EU beskylder Rusland for at støtte separatisterne med våben og udstyr. Men Rusland afviser anklagerne og mener, at landet blot beskytter russisktalende mennesker i nabolandet.

Fredag lød det fra den ukrainske regeringshær, at en kolonne bestående af 32 kampvogne, 16 howitzer-kanoner og 30 lastbiler med soldater og udstyr har krydset grænsen til Ukraine fra Rusland.

Oplysningen er ikke blevet bekræftet af uafhængige kilder.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.