HOSPITALER I KRISE
Regionsboss vil spare... og forsøge at bekæmpe stress
En stram budgetlov presser formand for Region Midtjylland Bent Hansen (S), som både vil spare og forsøge at bekæmpe det dårlige psykiske arbejdsmiljø blandt læger og sygeplejersker.
ARKIVFOTO: - Uanset hvad, har vi en budgetlov, der skal overholdes, siger Bent Hansen (S).
ARKIVFOTO: - Uanset hvad, har vi en budgetlov, der skal overholdes, siger Bent Hansen (S). Scanpix


Formand for Region Midtjylland, Bent Hansen (S) har planer om at spare 699 millioner kroner over de næste fire år. Samtidig klager stressede læger og sygeplejersker over, at de er for få hænder til alt for mange opgaver. Udfordringen er til at få øje på regionschefen, for besparelserne ”vil ramme sygehusene hårdt og berøre alle personalegrupper og alle afdelinger,” som det lyder i en pressemeddelelse.

Bent Hansen, kan det lade sig gøre at spare 699 millioner, hvis man samtidig skal komme problemerne med stress til livs?

- Det er det, der skal forsøges på. Administrationen har lagt en række konkrete forslag frem, og nu skal de så kigges igennem. Uanset hvad, har vi en budgetlov, der skal overholdes. Vi har den budgetramme, vi har, og hvis der er noget, der buler ud – og det er der særligt på medicinområdet – så er vi nød til at finde kompenserende besparelser andre steder, og så gøre det så gennemtænkt som overhovedet muligt, siger Bent Hansen.

120 spareforslag

Men er du tryg ved, at problemerne med stress skal løses samtidig med de her besparelser?

- Det er opgaven, den skal vi løse. De ting hænger sammen, lyder det fra regionsformanden, der samtidig er formand for Danske Regioner.

Region Midtjylland har sendt en spareplan i høring, som kan blive den største nogensinde, hvis den bliver gennemført. Det er især stigende udgifter til medicin og byggerier, der gør, at Region Midtjylland ifølge prognoser kommer til at mangle 699 millioner kroner i 2019. Det fremgår af det netop fremlagte sparekatalog, der indeholder 120 forslag om besparelser i regionen.

101 påbud

Bent Hansens planer om at spænde livremmen kommer bare få uger efter, Avisen.dk har afsløret, at Arbejdstilsynet har givet 101 påbud og strakspåbud til landets sygehuse i 2014.

En al for travl og stresset hverdag på de medicinske afdelinger har udløst langt de fleste påbud.

Et af de hospitaler, der efter planen skal gennem omfattende besparelser, er Aarhus Universitetshospital. Her skal der over de næste år findes mere end 200 millioner kroner.

Rammer hårdt

- Der er tale om meget store besparelser, som rammer alle hospitalerne i Region Midtjylland hårdt, forklarer direktøren på Aarhus Universitetshospital Gert Sørensen.

Sparekataloget, der netop er sendt i høring, bliver nu præsenteret for kommuner, patientorganisationer og praktiserende læger. Høringen løber frem til 8. maj.

Forretningsudvalget og regionsrådet beslutter i juni, hvilke spareforslag der skal indarbejdes i budgettet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.