Det er et fald på 71 procent i forhold til samme kvartal sidste år, hvor 113 fik tilkendt førtidspension, viser tal fra Arbejdsskadestyrelsen, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Faldet i antallet af nytilkendelser kommer i kølvandet på førtidspensionsreformen, som trådte i kraft 1. januar i år.
- Tallene kommer ikke bag på mig. Når man gør det sværere at få førtidspension, så vil der være færre, der får det. Men det betyder ikke, at der er færre, der er syge og dårlige, som burde have haft det, siger formand for Bygge-, Anlæg- Trækartellets arbejdsmiljøudvalg Jørn Erik Nielsen, som også er formand for Malerforbundet.
Han er ikke glad for udviklingen:
- Hvis det betyder, at der skal gå syge folk rundt ude på arbejdsmarkedet, så er det ikke godt. Det hjælper ikke nogen som helst - andet end statskassen.
Seniorforsker på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø Vilhelm Borg fremhæver, at pensionsafgørelserne kan være skubbet som følge af reformen.
1. januar i år trådte den ny førtidsreform i kraft, og den har ikke kun haft betydning for bygge- og anlægsbranchen. Mens der er tale om et fald i antallet af nytilkendelser på 71 procent i bygge- og anlægsbranchen i dette års andet kvartal, er der på tværs af alle brancher tale om 66 procent færre tilkendelser.