Den almennyttige forening Realdania er lige nu i gang med et stort prestigebyggeri, der koster over en milliard kroner, ved Københavns Havn ikke langt fra Den Sorte Diamant.
En af byggeriets underentreprenører er det polske firma Budomex, der mandag aften blev anklaget for blandt andet lønfusk i DR-dokumentaren "Østarbejdernes bagmænd".
Budomex og flere relaterede firmaer har tabt adskillige sager om lønfusk og har desuden indgået forlig med 3F i flere lignende sager.
Realdania vil nu - efter at Avisen.dk har konfronteret bygherren - intensivere kontrollen med lønfusk.
"Svindel er ikke god forretningsmoral. Vi kan ikke have noget med svindel at gøre. Derfor vil jeg nu drøfte sagen med Züblin, der er hovedentreprenør på projektet," siger Peter Cederfeld, der er direktør i Realdania Byg.
Han vil nu stramme op på procedurerne på byggepladsen.
Realdania arbejder, ifølge foreningens hjemmeside, "for at skabe livskvalitet for alle gennem det byggede miljø". Foreningen uddelte over 800 millioner kroner i 2013. 18 millioner af dem var såkaldte filantropiske (velgørende, red.) investeringer.
Realdania oplyser, at foreningen ikke har haft kendskab til de sager om udnyttelse af østeuropæisk arbejdskraft, som Budomex er involveret i.
"Det er nyt for mig," siger direktør Peter Cederfeld.
3F: Hvor er moralen?
Realdania mener selv, at foreningen er gået langt for at sikre, at arbejdet på byggeriet foregår på ordentlig vis.
"Vi har gjort meget ud af at sikre, at overenskomsten er gældende. Vi har også kontrolleret lønsedler for at forebygge lønfusk. Men det er åbenbart ikke nok," siger Peter Cederfeld, der er direktør i Realdania Byg.
Fagforeningen 3F kalder mændene bag Budomex "vaneforbrydere".
3F vurderer, at bagmændene har haft adskillige andre firmaer, der er lukket ned efter at have tabt sager ved blandt andet Arbejdsretten.
Fagforeningen oplyser, at mændene skylder 3F's medlemmer et millionbeløb.
"Det handler jo om moral det her. Skal arbejdet udføres på den måde? Det er virkelig trist," siger Palle Bisgaard, der er næstformand i Byggegruppen under 3F.
Han mener, at Realdania skal overveje sit samarbejde med det omstridte firma.
"Jeg kan ikke forstå, at hverken Metroselskabet eller Realdania kan acceptere at samarbejde med underentreprenører, der har så lange synderegistre," siger han.
Kontrolleres i alle ender og kanter
Det er firmaet Züblin, der har hyret folk fra Budomex til milliardbyggeriet, og det mener firmaet ikke, at der er noget galt i.
"Vi har Budomex på pladsen. Vi har seks mand i øjeblikket. Vi beder løbende firmaet dokumentere, at pension og lignende bliver betalt," siger Jan Skytte, der er projektleder for Züblin, der er hovedentreprenør på byggeprojektet.
Han mener, at firmaet har rettet ind, men medgiver, at han kan tage fejl.
3F er skeptisk.
"Jeg har svært ved at forestille mig, at noget som helst er ændret. Det er ikke, fordi jeg siger, at ingenting kan laves om. Men ingen kan finde ud af, hvor Budomex har adresse. Det er langt fra befordrende," siger Palle Bisgaard.
Avisen.dk har forgæves forsøgt at få en kommetar fra Budomex.