Er det i orden at bruge et overvågningskamera til at se, om folk smider skrald i gården eller ryger indenfor?
Det viser sig, at seks ud af ti boligforeninger hænger overvågningskameraer op alene for at forhindre mindre problemer, og ikke for at bekæmpe alvorlig kriminalitet.
Det skriver Information.
Det er i strid med persondataloven, hvis et kamera eksempelvis bruges til at få folk til at rydde op, vurderer lektor i jura Charlotte Bagger Tranberg.
"Boligforeningerne må ikke bruge kameraer på denneher måde. Skal man hænge et kamera op, skal det være af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse. Det, at man smider med affald, har ikke noget med alvorlig kriminalitet at gøre," siger hun til Newspaq.
Hun mener, der er sket et skred efter nylige lovændringer til det der sker til daglig ude bag skærmene. Men for at få lov til at overvåge med kameraer, skal en boligforening stadig påvise, at der foregår alvorlig kriminalitet.
Charlotte Bagger Tranberg bakkes op af lektor og overvågningsforsker ved Aarhus Universitet Peter Lauritsen. Han mener, at boligforeningerne muligvis begyndte at komme ud på et skråplan, da lovgivningen et par år tilbage blev lempet efter en serie ildspåsættelser.
"Det er et eksempel på, at tingene glider. Den debat, der kørte op til lovændringen, handlede om, at der var bandekriminalitet og børnehaver, der blev sat ild til. Det var rimelig alvorlige kriminalitetsproblemer, som man ville løse," siger Peter Lauritsen til Information.
Kilde: Information