Racisme på Fyn: Unge mænd overfaldt asiat med ølflaske
Straffen for overfald på asiat er blevet skærpet, fordi gerningsmændene havde et racistisk motiv.
To mænd er blevet idømt fire måneders fængsel, to blev gjort ubetinget, for et racistisk overfald på en asiatisk mand.
To mænd er blevet idømt fire måneders fængsel, to blev gjort ubetinget, for et racistisk overfald på en asiatisk mand. Foto: Colourbox/free


To unge mænd skal en tur i fængsel efter et groft overfald med en ølflaske på en ung mand af asiatisk afstamning. Mændenes straf er blevet skærpet i forhold til normalstraffen, fordi overfaldet var racistisk.

Det fortæller anklagerfuldmægtig Charlotte Hamilton fra Fyns Politi. Hun har været anklager i sagen, som fredag blev afgjort ved Retten i Svendborg.

- Det er svært at sige, hvad straffen havde været, hvis ikke det havde været racistisk motiveret, men det er klart, at det taler i opadgående retning. Men om det er 14 dage eller en måned oveni er svært at sige, siger Charlotte Hamilton til Ritzau.

Mændene, der er 18 og 19 år gamle, valgte begge at acceptere dommen, som lyder på fængsel i fire måneder, hvoraf de to måneder er blevet gjort betinget.

- En del af straffen er gjort betinget blandt andet med vilkår om, at man modtager behandling for eventuelt misbrug, fortæller Charlotte Hamilton.

Voldsepisoden, som sagen drejer sig om, fandt sted i sommer, hvor de nu dømte mænd var til fest i en lejlighed på Mølmarksvej i Svendborg. Ved festen blev der drukket øl og vodka.

På et tidspunkt går to 21-årige mænd forbi lejligheden. Den ene er af asiatisk afstamning. En af festdeltagerne råber efter de forbipasserende og laver blandt andet abelyde.

En anden mand ved festen spørger manden med abelydene, om det er "en perker", og manden med abelydene svarer ja.

Derefter løber de to festdeltagere efter de forbipasserende, og den asiatiske mand bliver slået i hovedet med en ølflaske. Derudover bliver han udsat for knytnæveslag og spark. Offeret får flere snitsår i ansigtet, og han brækker hånden.

Ved fredagens dom har retten inddraget en bestemmelse fra straffeloven, som skærper straffen i sager, hvor en forbrydelse bunder i "andres etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignende".

Sagens offer har efter overfaldet været sygemeldt en måned. Retten har tilkendt ham en erstatning på 6300 kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.