Puk Elgård: Jeg vil ikke sende min søn på festival som 15-årig
Puk Elgårds søn skal være 17 år, før hun vil lade ham tage på Roskilde Festival selv, siger den populære tv-vært.
- Jeg vil faktisk ikke selv sende min søn afsted på festival som 15-årig, siger Puk Elgård.
- Jeg vil faktisk ikke selv sende min søn afsted på festival som 15-årig, siger Puk Elgård. Foto: Scanpix / Arkiv


- Nej, nej, nej. Det er du slet ikke.

Sådan reagerede den populære "Go' Morgen Danmark"-vært Puk Elgård, da hendes søn, Robin, for nylig argumenterede for, at han næste år vil være gammel nok til at tage alene på festival.

Det fortæller hun til Avisen.dk.

Robin, som danskerne kunne møde i TV 2-programmet "Langt ude på prærien," hvor han sammen med Puk og faderen, Lothar Friis, rejser gennem USA, fylder snart 15 år. 

Og selvom teenageren altså selv mener, han er klar til festivallivet, er hans mor af en anden opfattelse.

- Han spurgte, hvor gammel, han skal være for at tage på Roskilde Festival. Da svarede jeg, at han i hvert fald skulle være 17 år, siger TV 2-værten.

Fik selv festivaldebut som 15-årig

Puk Elgård og Lothar Friis er langt fra de eneste forældre, der skal forholde sig til, om deres teenage-børn er modne til at tage på festival. 

I en undersøgelse udført for Avisen.dk har analyseinstituttet Wilke spurgt et repræsentativt udsnit af danskerne, hvornår det er ansvarligt, at forældre sender deres børn afsted på festival.

Omtrent halvdelen af de adspurgte svarer, at "det må være op til den unges modenhed" og dermed en vurderingssag for forældrene. Lidt mere end hver tredje mener, at den unge skal være fyldt 18 år, mens små 15 procent vurderer, at det er ok, at sende en 15-årig afsted på festival. 

Selv var Puk Elgård lige præcis 15 år, da hun første gang var på festival. Men det var egentlig for tidligt, synes hun - også selvom det gik fint.  

- Jeg er vokset op i en lidt kaotisk familie, hvor der ikke var nogen, der sagde, hvad jeg måtte eller ikke måtte. Der var ikke nogen af mine forældre, der satte spørgsmålstegn ved, at jeg skulle afsted. Jeg sagde bare, jeg skulle på festival med mine venner, og så tog vi afsted, siger hun. 

Rå verden eller pyldrede forældre

TV 2-værtens første festivaloplevelser fik hun på Skanderborg Festival, Langelands Festival og Midtfyns Festival. Først da hun blev lidt ældre tog hun på Roskilde Festival. Hun husker festivallerne som store hippiefester, fortæller hun.

Når hun er forbeholden ved at sende sin egen søn for tidligt afsted, handler det mest om alkohollen og stofferne, siger hun.

- Måske er jeg bare blevet gammel, men jeg føler, der lurer flere farer på især Roskilde i dag. Jeg ved ikke, om det er os forældre, der er blevet mere pylrede eller om det er verden, der er blevet mere rå. Det kan jeg ikke gennemskue, siger hun. 

Mor tager med

Men måske er der alligevel en mulighed for, at Robin kommer til at opleve Roskilde Festival inden han bliver 17. Hvis han altså kan acceptere, at mor tager med.

- Jeg kunne faktisk godt forestille mig at tage Robin med på Festival første gang. Vi behøver jo ikke ligge i telt sammen, men så kunne man være der, hvis der nu var et eller andet. Så ville det være okay, men han skulle stadig være 16, inden det sker, siger Puk Elgård.

Roskilde Festival sætter grænsen ved 15 år

Roskilde Festival, som lige nu er på sit højeste, har sat aldersgrænsen for deres gæster ved 15 år - medmindre man er ifølge med en voksen. Talskvinde for festivallen Christina Bilde forklarer hvorfor.  

- Roskilde Festival er hverken en familie- eller børnefestival. Vi er et fantastisk kærligt fællesskab, men det er også meget intenst og vildt på den gode måde. Det er man ikke klar til, når man er under 15 år, siger hun til Avisen.dk

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.