Professor om Thorning mod Løkke: Den hårdeste valgkamp
"Folkets panderynke kan ikke fjernes med Botox", skrev V-politiker. Tonen skærpes frem mod valget, lyder det.
Tonen skærpes frem mod valget, lyder det.
Tonen skærpes frem mod valget, lyder det. Foto: Scanpix


Der bliver gået til stålet under valgkampen, som formentlig er den hårdeste, der endnu har fundet sted i Danmark. Det gælder både under partilederrunderne og på de sociale medier, hvor politikernes fodfolk står bag flere kampagner.

Det siger valgforsker Robert Klemmensen fra Syddansk Universitet efter en uge, hvor retorikken mellem statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen er blevet skærpet.

- Jeg mindes ikke at have set en udfordrer fortælle en statsminister, at der var "mange ting, vedkommende ikke forstod". Og jeg mindes ikke at have set en statsminister, i den første debat, angribe førsteudfordreren så hårdt på troværdigheden, som Thorning gjorde.

- Der bliver gået til stålet. De to partilederdebatter er noget nær det hårdeste, jeg mindes at have set, siger Robert Klemmensen.

Parallelkampagne på sociale medier

Kort før tv-duellen mellem statsministeren og førsteudfordreren søndag lancerede Venstre en kampagne, hvor Helle Thorning-Schmidt blev angrebet for at have brudt en række valgløfter.

Et tema Løkke tog fat på fra første sekund i duellen mellem de to statsministerkandidater.

Samme kobling mellem partiledernes udsagn og angreb på de sociale medier så man i en anden debat hos Socialdemokraterne, der lancerede en kampagne på de sociale medier, efter at Helle Thorning-Schmidt i en debat sagde, at der "gik Panorama i den".

- Begge partiledere siger, at vi skal have en ordentlig kampagne, men så kører der en parallelkampagne på de sociale medier, som er brutal, siger Robert Klemmensen.

At Venstre på Facebook og flere hjemmesider sætter fokus på løftebrudsdiskussionen, og at Socialdemokraterne tidligere har kørt på Lars Løkke Rasmussens bilagssager, er dog ikke irrelevant i en valgkamp, lyder det.

Og tonen ventes at blive skærpet.

Hårdere valgkamp

- Vi er ikke kommet tættere på en afklaring af, hvem der vinder valget, og derfor er mit bud, at der bliver skruet op for retorikken, siger han.

Det skete, da folketingsmedlem Thomas Danielsen (V) under søndagens partilederrunde henvendt til Helle Thorning-Schmidt skrev på Twitter: "folkets panderynker kan ikke fjernes med Botox".

Han har siden beklaget hentydningen til, at statsministeren skulle gøre brug af Botox.

- Man skal virkelig være sikker på, hvad man gør. Det med, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale var mere rigtigt i sidste uge.

- Valget var længere væk, men nu nærmer vi os den sidste uge i valgkampen, og alt bliver brugt. Det bliver en hårdere valgkamp, mener valgforskeren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.