Præsidentkandidat vil have Fifa-valg udsat
Jordans Prins Ali vil have fredagens præsidentvalg i Fifa udskudt. Han er utilfreds med valgmetoderne.
Prins Ali vil have mere gennemsigtighed i valgproceduren, når der er præsidentvalg i Fifa på fredag.
Prins Ali vil have mere gennemsigtighed i valgproceduren, når der er præsidentvalg i Fifa på fredag. Foto: Susan Walsh/AP


Prins Ali, som er en af i alt fem kandidater til præsidentposten i Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, vil have fredagens valg udskudt.

Han vil have mere gennemsigtighed i valghandlingerne. Det skriver britiske medier tirsdag.

Helt konkret ønsker Prins Ali Bin Al Hussein transparente valgbåse og uafhængige valgtilforordnede, som skal tælle stemmerne op.

Nyhedsbureauet Reuters skrev tirsdag formiddag, at Prins Alis advokater har kontaktet sportsdomstolen CAS for at få valget udsat, og tirsdag eftermiddag bekræfter CAS, at den har taget sagen op.

- CAS vil tage en beslutning i sagen ikke senere end torsdag morgen den 25. februar. I mellemtiden ønsker CAS ikke at kommentere sagen yderligere, skriver CAS i pressemeddelelsen.

Prins Ali har tidligere efterlyst en transparent valghandling i stedet for hemmelig afstemning, men det ønske har man ikke været lydhør overfor i Fifa.

Fredagens valg i Zürich skal afgøre, hvem der skal efterfølge den korruptionsanklagede Sepp Blatter som præsident for det verdensomspændende fodboldforbund.

Prins Ali er oppe mod den sydafrikanske forretningsmand Tokyo Sexwale, Sheikh Salman Bin Ebrahim Al Khalifa, der er præsident for det asiatiske fodboldforbund, den tidligere generalsekretær i Fifa Jerome Champagne og Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) generalsekretær, Gianni Infantino.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.