Man skal ikke bare kunne vade ind fra gaden og købe farlige stoffer på apoteket, som har samme virkning som lsd.
Det mener politikere fra SF og DF, der vil have et forbud mod hostemidlet Dexofan, skriver Politiken.dk.
Hostemidlet Dexofan kan fås i håndkøb på apoteket og har samme effekt som lsd, hvis man spiser 10 til 20 af pillerne. I aftes afslørede TV 2 s sundhedsmagasin Praxis, at midlet har kostet seks mennesker livet.
- Det er klart, at der skal handles i den her sag her og nu, men der er også behov for, at Lægemiddelstyrelsen tager sine arbejdsgange op til revision. Det er ikke lang tid siden, at vi havde en sag om Omniscan, og derfor må ministeren tage ansvaret på sine skuldre og sikre, at sagerne ikke bliver ved med at vælte ud af skabet efter den tidligere sundhedsminister, siger sundhedsordfører for Socialistisk Folkeparti, Jonas Dahl.
Også hos Dansk Folkeparti kræver man handling fra ministeren.
- Medicin, som kan misbruges af unge mennesker, skal ikke kunne købes i håndkøb. Medicinen skal være receptpligtig, fastslår sundhedsordfører Liselott Blixt.
Sidste år langede apotekerne fem millioner af pillerne over disken.