Politiet i Syd- og Sønderjylland efterlyser to drenge på 11 og 12 år. De to drenge gik fra deres skole i Tistrup nord for Varde omkring klokken 13 og er ikke set siden.
De to drenge har tilsyneladende tidligere gjort noget lignende, og derfor er politiet heller ikke så nervøse for dem på nuværende tidspunkt, oplyser vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi Ole Aamann til bt.dk.
- Sidste gang de var på eventyr, havde de fundet et par cykler og var kommet ret langt væk. Så det er potentielt et stort område, vi skal lede i. Det kan også være, de har taget toget. Og så kan de være nået langt væk, siger han til bt.dk.
Ifølge vagtchefen løser sådanne sager sig også ofte omkring spisetid, når børnene bliver sultne, eller når forældrene til de kammerater, de eventuelt er hos, spørger, om de skal spise med eller hjem.
Ole Aamann understreger dog, at de ikke tager sagen mindre alvorligt af den grund.
Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på telefon 114.