Plejehjem glemte Betina: Sad på toilettet hele natten
Den 42-årige sclerosepatient Betina Guldbrandt sad hjælpeløs på toilettet en hel nat. Personalet på Sydtoftens Plejecenter i Grindsted havde efterladt hende der.
Et plejehjem glemte en scleorosepatient på toilettet. Her sad hun hele natten.
Et plejehjem glemte en scleorosepatient på toilettet. Her sad hun hele natten. Foto: Colourbox


Sclerosepatienten Betina Guldbrandt på 42 år blev glemt af både aftenvagten og nattevagten på Sydtoftens Plejecenter i Grindsted. Hun blev efterladt på plejehjemmets toilet i adskillige timer natten mellem onsdag og torsdag i sidste uge, skriver BT.

På grund af Betinas sygdom havde hun ikke selv kræfter til at råbe efter hjælp eller selv forsøge at komme væk fra toilettet.

"Det er ganske, ganske skrækkeligt. Jeg forstår ikke, hvordan man kan behandle et menneske på den måde. Hun kan jo ikke gå eller noget som helst," siger Betinas mor, Anny Guldbrandt, til BT.

Kom i seng klokken otte næste morgen
Da morgenvagten skulle vække Betina klokken otte, opdagede hun, at hun var ikke i sin seng, og personalet kom først der i tanke om Betina, der sad på toilettet. Hun kom derfor først i seng klokken otte.

"Hun havde det ikke godt, og hun var meget træt. Jeg syntes, det var forfærdeligt, ikke mindst for hendes børn," siger Anny Guldbrandt, Betinas mor.

Anny Guldbrandt var nemlig taget hen til plejehjemmet sammen med Betina Guldbrandts tre børn på seks, 11 og 12 år. De havde aftalt at skulle på udflugt klokken ti, men der lå Betina stadig i sin seng efter den anstrengende nat på toilettet.

Billund Kommune har efterfølgende undskyldt episoden over for Betinas familie.

"De siger, at de beklager det dybt. Men det kan jeg ikke bruge til noget. De har svigtet hende og har ikke gjort deres arbejde ordentligt," siger Anny Guldbrandt.

Kilde: BT.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.