Pas på: Falske konkurrencer fra kendte virksomheder snyder flere
Facebook og mailindbakker flyder over med falske annoncer og konkurrencer fra svindlere, der udgiver sig for at være kendte, troværdige virksomheder.
Nej, du kan ikke vinde en sofa fra Ikea eller tømme en elektronikbutik. Mange af konkurrencerne er falske, advarer Forbrugerombudsmanden.
Nej, du kan ikke vinde en sofa fra Ikea eller tømme en elektronikbutik. Mange af konkurrencerne er falske, advarer Forbrugerombudsmanden. Foto: Scanpix / Modelfoto


Vind en sofa fra Ikea eller køb et Spotify-abonnment til kun en krone for tre måneder. Mange vil sikkert ikke høre en alarmklokke ringe, hvis store virksomheder som Ikea eller Spotify udlodder en konkurrence eller starter en kampagne på Facebook.

Det fortæller DR Nordjylland.

Problemet er bare, at det ikke altid er virksomhederne, som står bag. Ifølge Forbrugerombudsmanden bliver et stigende antal danskere snydt af falske annoncer på e-mails og Facebook.

- Vi ser en stigning i antallet af klager, og snydekampagnerne bliver mere professionelle. Derfor falder flere også i fælden, siger chefkonsulent ved Forbrugerombudsmanden Uffe Foged Jespersen til DR Nordjylland.

Det er især e-mails, der frister med falske kampagner og konkurrencer, som lokker kontooplysninger ud af intetanende forbrugere. Når forbrugeren har klikket sig ind for at tegne et billigt abonnement på musiktjenesten Spotify, så tegner forbrugeren i virkeligheden et abonnement hos et svindelfirma, der udbyder opbevaring.

Alene i foråret har Forbrugerombudsmanden modtaget 600 klager om falske Ikea-annoncer. Ikea oplyser, at det handler om både falske konkurrencer på Facebook, men virksomhedens logo bliver også misbrugt via e-mails og sms.

- Det er ung som gammel, der ryger i de her fælder. Det behøver ikke at have noget at gøre med, at man er specielt klog og har en høj uddannelse. Det rammer alle, lyder det fra chefkonsulent ved Forbrugerombudsmanden, Uffe Foged Jespersen.

Et godt råd fra Forbrugerombudsmanden lyder, at man skal sørge for at læse betingelserne i diverse konkurrencer, før man tilmelder sig.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.