P-piller øger risikoen for hjernesvulst
Yngre kvinder, der bruger p-piller eller hormonspiral, løber en risiko for at blive ramt af en hjernesvulst.
Yngre kvinder, der bruger p-piller eller hormonspiral, løber en risiko for at blive ramt af en hjernesvulst.
Yngre kvinder, der bruger p-piller eller hormonspiral, løber en risiko for at blive ramt af en hjernesvulst. Colourbox


Hvert år rammes cirka 50 danske kvinder i den fødedygtige alder af hjernesvulster - såkaldte gliomer.

Årsagen er ukendt, men en stor dansk undersøgelse viser, at hormoner i p-piller og spiraler kan være en forklaring.

- Vi ser vores resultater som et vigtigt videnskabeligt skridt på vejen mod en større forståelse af årsagerne bag svulster i hjernen, siger David Gaist, professor i neurologi ved Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital.

- Vi håber, at dette studie vil føre til flere undersøgelser af sammenhængen mellem kvindelige kønshormoner og risikoen for gliomer. Det er vigtigt med mere viden, fordi så mange kvinder verden over bruger hormonprævention.

- Det er nødvendigt at belyse alle de virkninger og bivirkninger, hormoner har, så kvinderne kan beslutte, om de vil bruge dem på et oplyst grundlag, siger David Gaist, der sammen med Kræftens Bekæmpelse står bag undersøgelsen.

Trods risikoen maner forskerne til besindighed. De vil ikke råde kvinder til at stoppe med at bruge hormonprævention.

- Gliomer er en sjælden form for kræft. Så det er vigtigt at sætte de nye tal i perspektiv. Der er tale om en meget lille risiko, siger David Gaist.

De nye resultater baserer sig på data fra alle danske kvinder i alderen 15-49 år, som fik en hjernesvulst i perioden 2000-2009, og som ikke tidligere havde haft kræft.

I alt 317 kvinder, som er sammenlignet med otte alderssvarende kvinder, der ikke havde en hjernesvulst.

Undersøgelsen konkluderer, at der er en øget risiko på 90 procent ved mere end fem års brug af hormonprævention med indhold af østrogen eller en kombination af østrogen og progesteron.

Resultaterne tyder på, at risikoen er størst for hormonpræparater, som alene indeholder hormonet progesteron.

P-piller er det mest udbredte præventionsmiddel i Danmark og bruges af mellem 25 og 30 procent af kvinder i den fødedygtige alder.

Dog har forbruget været faldende de seneste år. I stedet får et stigende antal kvinder opsat en hormonspiral.

I 2012 blev der solgt 43.000 hormonspiraler. Det var kvinderne i alderen 20-39 år, som købte flest.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.