Af Marie Louise Toksvig
SE ALLE BLOGINDLÆG
Om at være journalist: Det er næsten umuligt at gøre det rigtige

"Savner du jobbet som reporter, når du ser tv for tiden", spurgte min medvært i 'Politiradio' Dan Bjerregaard.

Vi talte om den seneste uges begivenheder i de danske grænsebyer og især hvordan hans tidligere kolleger i politiet har oplevet at stå derude og forsøge at holde en eller anden form for orden i kaos.

Egentlig ikke, svarede jeg. Ligesom Dan bestemt ikke misundte sine tidligere politikolleger, 
misunder jeg ikke de journalistkolleger, der går rundt derude i menneskemylderet og skal forsøge at finde de rigtige historier og de begavede vinkler - hurtigt og hele tiden.

Det er vanskeligt arbejde, især hvis man skal gøre det ordentligt. Og det er åbenlyst ikke blevet lettere siden den gang for snart mange år siden, jeg selv stod derude med blok og blyant eller mikrofon og kamera.

DEN GANG havde vi trods alt kun deadline en gang i døgnet - kun dem fra Ritzau og Radioavisen skulle levere hele tiden. Til gengæld var deres opgave som regel temmelig anderledes end den, vi fra tabloidaviserne var sendt ud på.

I dag er måden at lave historierne på tilsyneladende ret ens for de fleste.

Det skal være de menneskelige vinkler. Tæt på, med mindst lige så mange følelser som fakta. Stærke billeder, virkelige skæbner, konkrete konsekvenser.

Jeg er stadig så grundlæggende 'tabloid' i min journalistiske sjæl, at jeg tror på nødvendigheden af at gøre læsere, lyttere og seere klogere ved at fortælle om virkeligheden, sådan som den er. Og at vi altid forstår bedre, når vi får mulighed for at se virkelige mennesker ind i øjnene og høre deres historier.

Når det er kriminal- og politistoffet, man dækker, er det næsten altid historier, der gør ondt. Man sætter sig stort set aldrig til tasterne, uden at der er sket noget, som gør nogen ulykkelige: Ofre, pårørende, gerningsmænd. Derfor er der så mange hensyn at tage, og derfor kan tunnelsyn midt i ræset være ligeså katastrofalt for journalister som for politifolk.

TAG NU FOR eksempel de mange mennesker, der er rejst ind og igennem Danmark den seneste uge. Vi vil gerne fortælle deres historier - for at gøre deres virkelighed virkelig for danske læsere, seere og lyttere, fordi viden og indsigt er helt afgørende for at kunne tage stilling til noget som helst.

Derfor er der taget, trykt og vist uendeligt mange billeder. Fra græske og italienske kyster til banegårde og vejstrækninger i Danmark. Gribende, fremragende billeder af mennesker i en uoverskuelig situation.

Men, som en advokat forleden mindede mig om: Normalt skal man være meget forsigtig med at bringe billeder af mennesker på flugt - især når deres situation er uafklaret. Det gjaldt også, den gang pressefotografier kun blev trykt på papir eller måske bragt i TV-Avisen, og det gælder i nutidens lynhurtige, verdensomspændende informationsstrømme.

ET BILLEDE AF EN MAND, der sidder i Danmark og venter på at få en asylansøgning behandlet, tjener ikke alene til at bringe vores danske læsere tættere på manden og hans skæbne. Det kan også få konsekvenser for familiemedlemmer, der måtte sidde tilbage i det land, han er flygtet fra, hvor en effektiv efterretningstjeneste hurtigt kan identificere dem og måske ser muligheder i at presse dem.

Og der kan være fjender - i hjemlandet eller i Europa, hos myndigheder eller andre grupper - der med sådan et billede kan finde ham selv.

Det kan få betydning, hvis hans ansøgning om asyl ender med et afslag, så han skal tilbage til et land, han af den ene eller anden grund har forladt. For hvis selve oplysningen om, at han har søgt asyl i Danmark, kan give ham problemer, når og hvis han skal vende tilbage til sit hjemland, så kan det i sig blive et element i selve sagsbehandlingen. Så kan manden måske med god ret sige, at han nu vil være i fare i hjemlandet, fordi det er alment kendt, at han i hvert fald selv mente, at han havde grund til at flygte.

Nok får langt de fleste asylansøgere fra Syrien asyl under en eller anden form i Europa i disse tider, men for ham, der sendes tilbage til Afghanistan, Iran eller Irak, bliver hjemkomsten måske mere problematisk, hvis hele verden ved, hvor han har været og hvorfor.

SKAL VI SÅ LADE VÆRE med at tage og bringe billeder af disse mennesker? Skal alle ansigterne dækkes, sløres, anonymiseres?

Skal vi lade være med at fortælle deres historier - eller kun fortælle dem med en distance, som svækker den umiddelbare identifikation og forståelse, som det giver at kunne se ind i øjnene på det menneske, det handler om?

Der er ikke noget enkelt svar. Og derfor er det ikke nogen enkel opgave at være udsendt til at beskrive virkeligheden, som den er. Det handler ikke om holdninger til, hvorvidt manden på billedet skal have opholdstilladelse i Danmark eller ej, om det er for mange, for få eller forkerte flygtninge, der sidder i togene eller går på motorvejene.

Det handler bare endnu en gang om, at alle menneskers historier er meget længere, end det der kan presses ind i et tv-indslag, fanges på et billede eller beskrives over nok så mange spaltemeter.

DET GÆLDER DEN ULYKKELIGE kvindelige Røde Kors-frivillige, der tilfældigvis stod ved siden af en spyttende mand på en motorvejsbro, da Informations fotograf trykkede på udløseren. Det gælder de politifolk, der skal overskue, styre og beskytte en uoverskuelig menneskemængde. Det gælder de mennesker, der er hovedpersoner i en historie, der handler om meget mere end den enkelte skæbne.

Og det gælder for reporterne - også når der er et minut til deadline, kolleger skubber og man samtidig lige skal have læst op på Dublinforordningen.

Det er nogenlunde, som min medvært Dan Bjerregaard siger om politiarbejdet i den slags situationer: Det er næsten umuligt at gøre det rigtige, og det kommer så nemt til at se grimt ud. Men derfor skal man jo stadig passe sit arbejde, når man står der.

Om Marie Louise Toksvig

Marie Louise Toksvig er freelancejournalist, forfatter og medvært på kriminalmagasinet 'Politiradio' på Radio24syv. Marie Louise Toksvig har bl.a. en fortid som politi- og retsreporter på Ekstra Bladet. Hun har senest skrevet bogen 'Guldfuglen - i krig med AK81' om en tidligere rocker, der endte med at vidne mod sine 'brødre' og nu lever under vidnebeskyttelse. Inden da fulgte hun afhøringerne i Skattesagskommissionen og udgav i efteråret 2014 singlen 'Skat, spin og sladder' om myndighedernes behandling af Helle Thorning-Schmidts skattesag.

Marie Louise Toksvig er freelancejournalist, forfatter og medvært på kriminalmagasinet 'Politiradio' på Radio24syv. Marie Louise Toksvig har bl.a. en fortid som politi- og retsreporter på Ekstra Bladet. Hun har senest skrevet bogen 'Guldfuglen - i krig med AK81' om en tidligere rocker, der endte med at vidne mod sine 'brødre' og nu lever under vidnebeskyttelse. Inden da fulgte hun afhøringerne i Skattesagskommissionen og udgav i efteråret 2014 singlen 'Skat, spin og sladder' om myndighedernes behandling af Helle Thorning-Schmidts skattesag.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.