Den danske kontrol med firmaer fra Østeuropa er nu så effektiv, at flere østfirmaer opretter danske filialer af deres byggevirksomhed for at undgå Skat og Arbejdstilsynet, skriver Fagbladet 3F.
Det peger nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen på. Selvom der fortsat kommer flere østarbejdere til Danmark, er der for første gang sket et fald i antallet af byggefirmaer fra Østeuropa i det lovpligtige register (RUT-registret). På et år er der blevet 25 procent færre østfirmaer i byggeriet.
Der er flere årsager til udviklingen, påpeger Søren Kaj Andersen, der er lektor og centerleder ved Københavns Universitet. Regeringen har iværksat mere kontrol med social dumping. Og har skærpet reglerne for udenlandske firmaer.
- Det kan være fordi, der er kommet pres fra Skat og Arbejdstilsynet, og de udenlandske virksomheder laver danske datterselskaber for at undslippe myndighedernes radar, siger Søren Kaj Andersen.
Der var 929 østfirmaer registret i tredje kvartal i 2013. Mod 1.235 samme periode året før.
Udviklingen vendte på samme tid, som regeringens regler for at beskatte de ansatte hos udenlandske underentreprenører trådte i kraft.
- Jeg hører fra branchen, at flere udenlandske virksomheder opretter sig med dansk cvr-nummer og laver dansk datterselskab, fortæller Søren Kaj Andersen.
Hos næstformand for byggearbejderne i 3F er den ny tendens også tydelig. Skat kontrol har presset de udenlandske firmaer, mener Palle Bisgaard.
- Samtidig er der en tydelig tendens til, at flere danske virksomheder kun hyrer udenlandsk arbejdskraft. For eksempel i Nordjylland, hvor halvdelen af de udenlandske byggearbejdere i en ny kortlægning arbejdede for danske virksomheder, siger Palle Bisgaard.