Det amerikanske Senat har onsdag afvist et forslag om at udvide baggrundstjekket af folk, der ønsker at købe skydevåben.
Det er et slag i ansigtet på den amerikanske præsident Barack Obama, der har arbejdet på at skærpe våbenlovgivningen i landet som følge af den massakre, der fandt sted på en skole i Newton, Connecticut i december, hvor 26 mennesker mistede livet.
Trods følelsesmæssige opfordringer fra familier til ofre for massakren i Newton og en bred opbakning blandt befolkningen, er præsidentens plan om at stramme våbenloven onsdag kommet i modvind i Senatet.
Obama har foreslået en række stramninger - blandt andet udvidet personkontrol af våbenkøbere, som der blev stemt om onsdag.
Desuden har præsidenten foreslået forbud mod halvautomatiske våben og store magasiner.
Præsident Barack Obama vil fremsætte en erklæring om våbenkontrol klokken 17.30 amerikansk tid, oplyser Det hvide Hus.
/ritzau/