Kommunerne kan ikke bare stoppe udbetalingen af sygedagpenge med tilbagevirkende kraft.
Det har Højesteret netop slået fast, og derfor er der udsigt til, at syge borgere nu kan få deres penge tilbage.
Ankestyrelsen og kommunerne skal nemlig til at gennemgå en lang række sager, hvor kommunerne har været for hurtige i vendingen. Ankestyrelsen kan dog over for Avisen.dk ikke oplyse, præcis hvor mange sager det drejer sig om.
Hvis du bliver syg, har du som udgangspunkt ret til sygedagpenge i 22 uger. Når de er gået, skal kommunen tage stilling til, om du har ret til at få sygedagpengene forlænget.
Men selvom kommunen ikke når at lave den vurdering inden for de 22 uger, har du altså ret til sygedagpenge, indtil vurderingen ligger klar.
I mange tilfælde har kommunerne besluttet at stoppe sygedagpengene med tilbagevirkende kraft, så syge borgere skulle betale penge tilbage, de allerede havde fået udbetalt. Det er de penge, de nu har udsigt til at få tilbage.
For selvom kommunen først træffer afgørelsen efter 24 uger, må de ikke stoppe sygedagpengene efter de 22 uger.
Det er dog ikke alle, der har fået stoppet deres sygedagpenge med tilbagevirkende kraft, der kan få pengene tilbage. Nogle sager kan være forældede. I andre tilfælde har borgeren i mellemtiden mistet retten til sygedagpenge, fordi han har fået arbejde, eller han har fået en anden ydelse, som så skal modregnes sygedagpengene.