Af Niko Grünfeld
SE ALLE BLOGINDLÆG
NorthSide Festival er fremtiden

I Alternativet vil vi et bæredygtigt samfund. Et samfund, der handler med omtanke i forhold til miljø, dyr og mennesker; et samfund, der forstår vigtigheden i at skabe balance mellem forbrug af naturens ressourcer og naturens evne til at gendanne dem.

Men hvordan gør man det? Og hvordan gør man det tilmed på en innovativ og inspirerende måde?

Det har weekendens århusianske musikfestival NorthSide (NS) nogle glimrende svar på. Her er det ikke kun dansk og international musik, der fylder festivalpladsen, men også en række innovative og bæredygtige tiltag, der lægger op til en langt grønnere oplevelse.

De gode og alternative ideer er der masser af på festivalen. NS opstiller i år 200 såkaldte Rebox-skraldespande, der med et sorteringssystem er udviklet til at indsamle madaffald og beskidt papiremballage, som efterfølgende vil blive genanvendt blandt andet til biogas og gødning.

Alle madboderne på NS er i år minimum 60 % økologiske, faktisk forventes der en 80 % øko-garanti på tværs af alle boder – heriblandt en række vegetariske og veganske. Desuden opfordrer NS alle til at cykle, gå eller arrangere samkørsel til festivalpladsen, og i stedet for at smide sit cigaretskod på jorden, tilbyder NS igen i år pant på de små gule stumper.

Foruden den fest og livsglæde, festivalen vil skabe i Århus fra i dag og weekenden ud, så er NorthSide altså også et boost af en anden bæredygtig verden. Ikke kun en profit-virksomhed, men en formålsdreven én af slagsen, der har en både økonomisk, social og miljømæssig bundlinje.

Ja, fik jeg forresten nævnt, at alle overskudsfødevare doneres til socialt udsatte? Med andre ord demonstrerer NorthSide Festival på fornemmeste vis, at fremtiden allerede er her. De viser, at bæredygtighed ikke behøves være kedeligt. Derfor er NorthSide et eksempel til efterfølgelse. For Århus, for Danmark og for verden.

Rigtig god festival!

Om Niko Grünfeld

Niko Grünfeld er medstifter af Alternativet og arbejder for partiet som politisk udviklingskonsulent på Christiansborg. Niko er i øvrigt iværksætter på tiende år og arbejder med ledelsesrådgivning, coaching, konfliktmægling og undervisning i erhvervslivet samt den offentlige sektor.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.