Nato og Rusland på vej mod nyt dialogmøde trods krise
Vi må tale lige ud af posen med Rusland, så der ikke er nogen uklarhed om Natos intentioner, mener Frankrig.
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) regner med et møde mellem Nato og Rusland inden Nato-topmøde i juli. Arkivfoto
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) regner med et møde mellem Nato og Rusland inden Nato-topmøde i juli. Arkivfoto Foto: Pressefoto/Free


Nato og Rusland er på vej mod et nyt dialogmøde, inden den vestlige forsvarsalliance i starten af juli holder topmøde i Warszawa med militær opbygning i medlemslande tæt på Rusland på dagsordenen.

Det forventer i hvert fald udenrigsminister Kristian Jensen (V), efter at han torsdag aften på et Nato-møde i Bruxelles har diskuteret forholdet til Rusland med sine kolleger i alliancen.

- Jeg forventer, at vi kommer frem til, at der skal holdes et nyt møde i Nato-Rusland-rådet, siger Kristian Jensen.

- Det skal være før Nato-topmødet, så vi kan få klarlagt over for Rusland, hvad det er, vi kommer med, og at det ikke er noget, der er aggressivt, siger han.

Især Tyskland og Frankrig presser på for at få et nyt møde mellem Nato-landenes ambassadører og den russiske ambassadør Alexander Grusjko under ledelse af Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.

- Vi må tale lige ud af posen med russerne, så der ikke er nogen uklarhed om vores intentioner, siger den franske udenrigsminister, Jean-Marc Ayrault.

Møderne mellem Nato og Rusland har været sat på pause i to år siden den russiske annektering af Krim, indtil der i sidste måned blev holdt et møde, der ikke overraskende viste store uenigheder mellem parterne.

En række Nato-lande føler, at Rusland er en truende nabo. For at vise, at Nato står last og brast med sine medlemslande, ventes forsvarsalliancen på sit topmøde 8. og 9. juli at vedtage at udstationere bataljoner på hver omkring 1000 soldater i en række lande tæt på Rusland, heriblandt de baltiske lande.

- Nato er åben over for politisk dialog med Rusland, men vi vil afstå fra "business as usual", indtil Minsk-aftalen er fuldt implementeret, siger USA's udenrigsminister, John Kerry.

Rusland har i den såkaldte Minsk-proces lovet at støtte en våbenhvile og bremse støtten til de prorussiske oprørere i det østlige Ukraine.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.