Murer revser politikere: Det er os, som mærker konsekvenserne af EU
Lad være med at sige, at danskerne stemte nej, fordi de ikke har forstået EU. For det er os almindelige arbejdere, som oplever, at EU har medført løndumping og skattesvindel, lyder det fra murersvend.
- Lad være med at sige, at vi ikke har forstået det. For i modsætning til jer mærker vi de direkte konsekvenser af jeres politik, skriver murer Louis Jacobsen (billedet) til politikerne.
- Lad være med at sige, at vi ikke har forstået det. For i modsætning til jer mærker vi de direkte konsekvenser af jeres politik, skriver murer Louis Jacobsen (billedet) til politikerne. Foto: Scanpix/Arkiv


Politikerne har travlt med at forklare danskernes nej til EU med, at vi ikke har forstået noget som helst. Men det kan de godt pakke væk, mener murersvend Louis Jacobsen, som også sidder i bestyrelsen for 3F.

Os almindelige, arbejdende danskere har nemlig forstået, at EU på ingen måde er til for os, skriver han i et debatindlæg i Politiken.

Vi har nemlig i årevis set, hvordan EU har medført underbetaling, dårlige arbejdsvilkår og dårlig sikkerhed i mange brancher, og hvordan firmaer har kunnet gå uden om både arbejdsmarkedets parter og skattelovgivningen ved forskellige fantasifulde konstruktioner. Og hver gang nogen har forsøgt at råbe politikerne op om problemet, har svaret været, at der ikke var noget at gøre, fordi vi ikke kunne gå imod EU-lovgivningen, fortæller han i debatindlægget.

- Vi har oplevet politikere, der i stedet for at tage vores problemer alvorligt og forsøge at ændre EU-lovgivningen, bare har drevet med strømmen og afgivet mere suverænitet til EU. Det kan godt være, at det for jer og jeres karriere giver mening at være med, når der blandt isskulpturer og brusende champagne skal laves aftaler nede i Bruxelles. Men for os, der mærker den direkte konsekvens; os, der skal arbejde under de forhold, som I tilvejebringer, giver det absolut ingen mening, skriver Louis Jacobsen blandt andet.

Læs hele debatindlægget på Politiken.dk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.