Mixeddouble efter triumf: Det har været en hård tid
Joachim Fischer og Christinna Pedersen viste fordums styrke, da parret vandt Denmark Open søndag.
Joachim Fischer og Christinna Pedersen var ikke overraskende lykkelige for sejren ved Denmark Open.
Joachim Fischer og Christinna Pedersen var ikke overraskende lykkelige for sejren ved Denmark Open. Foto: Frank Cilius/Scanpix


Når man nærmer sig 38 år og kæmper med at ramme topniveauet, kan det godt give en fornemmelse af, at de store titler måske er en saga blot.

Joachim Fischer har sammen med 30-årige Christinna Pedersen i flere måneder ikke ramt topniveauet, og mange har dømt dem færdige på den allerstørste scene, men søndag modbeviste de kritikerne.

Med indsatsen og sejren i finalen ved Super Series-turneringen Denmark Open trådte de igen helt op på øverste trin, og det var en stor lettelse for især Joachim Fischer.

- Det har ikke været så sjov en tid. Christinna har været fantastisk i damedouble, og det har nok mest været mig, der har gået og hængt lidt med mulen, siger Fischer efter triumfen.

- Som par har vi arbejdet med tingene og prøvet at finde en løsning. Vi har vidst, at vi stadig havde niveauet, og jeg synes, vi har fortjent den sejr.

Christinna Pedersen har i damedouble sammen med Kamilla Rytter Juhl vundet så sent som i Japan Open i september og hentet OL-sølv i Rio, men titlen i Danmark betyder også enormt meget for Christinna Pedersen.

- Det var fedt for tredje dag i streg at levere en rigtig, rigtig god kamp. En sejr i en kæmpe turnering er fedt og specielt i sig selv. At vi leverede igen her på hjemmebanen er jeg virkelig stolt over, siger hun.

- Det betyder meget for os, for vi har kæmpet.

Med to medaljer ved OL i Rio kom dansk badminton i positivt fokus under legene, og søndagens triumf er med til at holde folks øjne rettet på sporten, mener Christinna Pedersen.

- Det er fedt, at vi kan ride videre på en OL-bølge, hvor der har været rigtig meget fokus på badminton og har fået rigtig meget tv-tid, siger hun.

- At vi kort tid efter får en stor turnering og succes hjemme i Danmark er bare fedt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.