Ministre sætter fokus på demens: "Sætter hele familien på prøve"
I statusrapport om demens sætter sundhedsministeren fokus på sygdommen, som har ramt mindst 35.000 over 65 år.
"Vi skal have et helt særligt fokus på de pårørende, når det handler om demens, for der er ingen tvivl om, at det er en sygdom, der sætter hele familien på prøve," siger sundhedsminister Sophie Løhde (V).
"Vi skal have et helt særligt fokus på de pårørende, når det handler om demens, for der er ingen tvivl om, at det er en sygdom, der sætter hele familien på prøve," siger sundhedsminister Sophie Løhde (V). Foto: Scanpix/arkiv


Langt de fleste kommuner har etableret særlige aktivitetstilbud til mennesker med demens, men kun omkring halvdelen har tilbud om fysisk træning målrettet demensramte.

Og det er på trods af, at træning kan være med til at bremse noget af sygdommens udvikling.

Det viser en statusrapport, som sundhedsminister Sophie Løhde (V) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterer mandag på Marienborg.

- Vi har en opgave foran os i at sørge for, at alle kommuner kommer op på samme høje niveau, når det gælder aktiviteter og træning til mennesker med demens, siger Sophie Løhde i en pressemeddelelse.

Kun en tredjedel af kommunerne tilbyder aktiviteter uden for dagtimerne i form af aften- og weekendtilbud. Noget, der ellers kan give en tiltrængt fleksibilitet i demensramte familier.

- Vi skal have et helt særligt fokus på de pårørende, når det handler om demens, for der er ingen tvivl om, at det er en sygdom, der sætter hele familien på prøve.

- Ud over den sorg, man som pårørende oplever, når et kært menneske langsomt forandrer sig og forsvinder, så vil mange også opleve, at det er en stor "opgave" at være nær pårørende til et menneske med demens, siger Sophie Løhde.

I dag har omkring 35.000 danskere over 65 år fået en demensdiagnose, men det anslås, at det samlede antal mennesker, der lever med demens, er mere end dobbelt så højt.

I takt med, at befolkningen bliver ældre og ældre, forventes flere også at blive ramt af demens i de kommende år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.